For at følge op på de mange kommentarer på sidste indlæg, har jeg valgt at lave et reply-indlæg, i bedste "kadetpasse" stil. Jeg har læst kommentarerne og tænkt, neeej, ikke helt sådan, mmm... tjatjo... og er kommet lidt nærmere på at definere hvad der egentligt trykker mig. Og tusind tak for klap på hovedet, de varmede.
Angående FLY-lady, så har jeg ikke hovedløst fulgt hendes foreskrifter. Jeg er et meget kritisk menneske, der stiller spørgsmål ved alt, for det meste fordi jeg tror at jeg ved/kan bedre ;o). Sådan er der også nogle der har det med opskrifter, de skal bare ændres skal de. Der er jeg til gengæld mere striks, følger dem næsten slavisk.
Så alt det ærke-amerikanske er smidt ud, jeg har kun taget det JEG kan bruge. Og jeg har ikke meldt mig til at modtage emails, ingen - INGEN - skal fortælle mig dagligt hvad DE mener at jeg skal lave.
I starten var det Kelly-missionerne, fordi de lige faldt på et ømt punkt, nemlig alle de hotspots med rod og ting man ikke lige har taget stilling til hvad der skal ske med. Jeg kunne godt lide ideen med at man skiftede fokus fra uge til uge. [Og sommetider har jeg korset mig over hvad de mener man skal gøre - ryd sengebordet for blabla, det lød jo som en mindre losseplads?! I dag så jeg et billede fra Jacob Holst's nye bog, hvor man så et glimt af en amerikansk kvindes sengebord, og jo - hun ville have haft glæde af den mission ;o) ].
Jeg kunne også godt lide ideen med at inddele huset i rengøringszoner, hvor man havde en ugentlig "overfladisk" plan, og sideløbende dermed, havde fokus på en zone hver uge. Uha, der er steder der er blevet gjort rent, hvor jeg ikke har været i 5 år. Nåede man ikke det hele i zonefokusperioden, ja så var der tid igen 5 uger senere, og det føltes godt at vide at man nok nåede det indenfor overskueligt tid.
Min plan så sådan ud:
mandag: vores soveværelse, trappe og entre
tirsdag: stue og spisestue,
onsdag: køleskab, køkken og madplan
torsdag: indkøb, badeværelse og WC
fredag: støvsugning uber alles og gulvvask
lørdag: vande blomster.
Ingen børneværelser, det skal de selv klare. Zonerne fordelte sig på de 4 første grupper og den 5 zone var kælder/vaskerum.
Nu er jeg ikke rengøringsfreak, så jeg har ikke ligget og renset gulvsprækker med en tandstikker o lign. Vi taler the very basic survival package, ikke altid støvsuge under reolen - det kan man gøre når der er zonefokus, og når man det ikke der, så når man det jo senere. I næste måned er der atter en fokuszone. Jeg er ikke perfektionist i mit hjem, jeg kan godt leve med revner, manglende lamper osv, fordi det er MIT hjem. Perfektionismen får jeg udlevet i mit forskerjob, hvor der er brug for den.
Halleluja: jeg kan lide FLY-rutinen! Jeg synes det er/var smart. Jeg kan lide min lille mappe, som indeholder de ting JEG synes er rare at have samlet, og hvor alle ved de kan finde dem. Magen kigger efter ugens madplan, vi har Magnus's kirkevagter samlet, og en A4 lomme holder nu de pizzafoldere vi aldrig kunne finde.
Knaldeluja: min familie gider ikke være med. Og det er der problemet opstår. Jeg forsøgte at presse et skemalagt hverdagsliv ned over dem, så vi får mindre stress, mindre udsættelse af ting der bør laves, mere overskud. Mon ikke også de har det sådan at INGEN skal fortælle dem, hvad NOGEN synes at de skal gøre hver dag. Altså trak jeg læsset selv, for jeg ville jo gerne have at vi kunne følge de rutiner. Hvis jeg nu viste dem lyset, så kunne vi sammen følges ad (englesang, stråleglans og glory knaldeluja).
Man skal lige tage sig selv lidt i nakken, det tager en 5 ugers tid at få rutinen ind under huden. Men det er ikke et spørgsmål om viljestyrke, det er ikke cigaretter/kostomlægning/motion vi taler om. Jeg er en stædig satan, så vil jeg, så kan jeg. Det er en ekstra YDELSE; hver dag skal jeg afgive mig-tid, og den er der i forvejen ikke meget af.
Og her er det så at FLY-ladyen skulle have et MEP med fluesmækkeren, for det der "du gør det for dig selv" becuase you're worth it, brækkebrække!! Ja, det kan lade sig gøre hvis man er hjemmegående med børnene på kostskole og dobbelt så meget mig-tid.
Men jeg kan sgu ikke være udearbejdende fra 8.30 til 17, lave mad, hjælpe med lektier, gøre rent, gøre zonefokusrent, ordne horder af vasketøj, putte og bare-være, og så tro at jeg kan sætte mig senere og være engageret forsker, der læser inspirerende litteratur, eller være fantastisk farlig sensuel på sengekanten.
I takt med at jeg har slidt mig selv ned fysisk, har jeg fået mere og mere dårlig samvittighed over IKKE at nå alt det jeg bør arbejdsmæssigt, været ked af at jeg ikke har tid til at pusle om mine hobbier, er for træt til at være tæt med min mand, er irriteret over den larm der altid kommer ud af mine børn. Sur og bitter. Og træt. Og grim.
Og det må få en ende.
Måske er løsningen en rengøringshjælp? Ikke at vi har megamange penge at rutte med, vores løn bliver desværre spist af murstenene (flytte? ja, vi tænkte det samme, men så kom finanskrisen og devaluerede vores hus drastisk) og nu skal vi også betale ekstra for daginstitutionens madordning.
At få det daglige ordnet, samtidig med at man kører sin egen fokuszonerengøring og Kelly missioner. Jeg kan lide ideen. Men min mor får ikke noget at vide.... sidst jeg nævnte en rengøringshjælp (med tryk på hjælp) fik jeg sådan et PiaK-opstød i nakken: så kan hun ordne alt det du ikke selv gider?? Den lader vi lige stå...
