Sommetider har jeg en ide om at noget bestemt garn skal bruges til lige præcis et bestemt projekt. Og hvis det ikke fungerer, så ender garnet i en pose somewhere in the dungeons... så kan det nemlig også bare være lige meget, hrmpf! (Andrea-lyd)
Det der lilla evilla.... først tænkte jeg på lace cropped cardigan fra elann... men inden jeg nogensinde kom igang med den, havde jeg skiftet smag. Så var det shalom - men den var ikke en succes. For nylig fik jeg garnet ud af plasticposen og brugte meget, meget lang tid på at skille de to garnsnore, den ene på krydsnøgleapparatet, den anden på garnvinden, vikle vikle. Endelig lå de to bigballer der igen.
Og så faldt jeg over mini for voksne, sådan lidt shalomagtig (eller er det omvendt?). Nu er jeg kommet halvvejs - og det dur altså stadig ikke. Den model - det garn - its a big NO NO NO!! Gad vide hvor længe det garn skal blive i posen. Overvejer lidt denne her, og det er da et positivt tegn for garnets videre skæbne. Minien dukker op senere på året.
Det lilla cosy wool har været en hæklet cape - der stivnede på halvvejen, alt for stiv og ikke smukt draperende som på billedet i opskriften. Det halve projekt har ligget lit-de-parade i kurven et par måneder. Her på det sidste har jeg været lidt mere aktiv på Ravelry, har endda fået lagt færdige projekter ind i min profil. Og så kom jeg til at bladre lidt rundt i alle mine "friends" projekter og fandt et tørklæde/poncho som jeg har kigget lidt på, på forbipasserende cyklister og i en garnforretning. Klirklir klir og så var den poncho færdig. 35 m derudaf på pinde 8 af 250 meter garn, sy den korte ende fast mod den ene langside (uden at sno...)
(Meget mærkelig vinkel, jeg ved det, men jeg kunne ikke dreje billedet under redigeringen, og det var blevet for mørkt til at tage det om osv... det er vel også mere interessant at se den på, men det får vente lidt.)
Nu har jeg tullet rundt i den to aftener, og tænkt for og imod. Om morgenen er jeg imod; jeg synes der mangler noget... og hvorfor skal den også ligne en hagesmæk ? og ville det garn ikke være lige så godt til en anthropologie-look a like? Om aftenen er den ikke så slem, fordelen at den er færdig, og jeg kan hækle en stor blomst til pynt, at den varmer fint der foran når man slænger sig i sofaen... og det er jo ikke det sidste lilla garn i verden. Jeg er ikke færdig med at afveje endnu...
Hov - strikker jeg lilla? Er det ikke blågrøn-petrol måned? Jo... men jeg har bestemt at hvis jeg trænger, overruler lilla til enhver tid. Og så tror jeg iøvrigt også at lilla er næste måneds farve. Jeg er vældig godt tilfreds med min farvemånedsdressur af mig selv. Jeg får brugt mit lagergarn, jeg får lavet nogle af de ting jeg egentlig gerne ville lave men altid skubber til side for noget nyt - og jeg får gjort tingene færdige, for om lidt er der en ny måned og et nyt længe ønsket projekt der banker på.
Den lille frøslipover har ligget lidt i dvale, men i aften tog jeg mig sammen til at regne lidt (det tog 5 minutter?!) og komme videre. For fredag skal jeg starte på noget lilla - eller skal det være lyserødt? eller hvidt? Jeg har et par dage endnu til at tænke i.


