I dag var dagen; en tid hos Klippestuen på Falkoner Alle og søde Milla. En gang i foråret blev vi enige om at mit pandehår skulle væk; der var for meget af det. Så må man lide en tid. Meget lang tid.
Det er gået lidt op og ned, uha, jeg har følt mig tudegrim i perioder - men jeg har ladet saksen være, når trangen kom over mig. Pandebånd, hårbånd (mange, for nogen her i huset kan ikke lade dem være, og hov, nu knækkede det??). Jeg er ikke vild med dem, man sidder der og strikker foran fjernsynet og kan ikke forstå hvorfor man stadig føler sig så stresset og træt; det suser jo for ørerne. Det er så indtil man vipper hårbåndet af og trykket bag ørerne forsvinder.
Nuvel - nu kunne pandehåret nå helt om til hårspændet bagpå. Så var det helt bestemt på tide at få det klippet i facon med resten af hovedet. Yes! Først farvning, så klipning, snip snip, på med diffuseren og svupti, krøllerne brusede frem.
Trippede glad videre til optikeren, hvor mine nye briller var parate. Lilla titan med supersuperslebne brilleglas af den progressive slags. I lang lang tid har jeg kigget ud under brilleglasset, for at få tingene tæt nok på, for ellers skulle de så langt væk for at være skarpe og klare i kanten. Meget mystisk ;o) Og her kan jeg passende indskyde at Magnus mente at jeg havde strikket for meget, for min hals var blevet så rynket "og det er nok fordi du hele tiden kigger ned".
Nå dada. Jeg skulle da lige vænne mig til at holde hovedet sådan lidt nedad (pokkers...det var det der halspludder).. og holde godt fast i gelænderet.
Men jeg synes da selv at jeg så godt ud, da jeg sad der på bænken og ventede på bussen. Tog endda læbestift på. Sad lidt og kiggede op og ned, op og ned på valgplakaterne. Opdagede en mand i en bil der genert smilede til mig. Oho... nogen anden har måske også opdaget at jeg ser godt ud. Hoppede let og adræt ind i bussen og bumlede derudaf.
Entrede svingdøren på arbejdet med swung, tog trapperne (! nu har jeg snart gjort det i et år og har nok kun taget elevatoren 20 gange ialt). Fik mange rosende ord hid og did fra om hår og brille.
Magen mente ikke at jeg burde køre bilen med nye øjne på, og da jeg havde Linnea i strikkeposen, protestrede jeg overhovedet ikke. Mangler kun 46 pinde på ærmet!! Og nu kan jeg både kigge op og kigge ned uden at flytte hovedet og uden at det svimler for øjnene, skidesmart med sådan nogle strikkebriller!
Vi svingede ind på parkeringspladsen foran børnehaven, og jeg checkede lige frisuren i ruden, mon nu Oskar lagde mærke til det?
Jeg kom først til hoveddøren og trykkede koden ind, skubbede døren op: og der stod Oskar, "mooar" sagde han glad.
Nåh, sagde en eller andens mor, er det bedste?
Jeg græmmes....



Mon ikke den mor skal få sit syn tjekket eller måske lige låne en brille...Nogle gange er det helt utoligt hvad man skal lægge ørerne til. Jeg har prøvet det den anden vej, blevet spurt om jeg var Regitzes meget store storesøster... Det er bare så ufedt i en alder af +40. Jeg overvejede længe at anlægge mig konefrisure og tøj stil bagefter.
Posted by: Lene Sophie | November 13, 2009 at 10:39 AM
Hmmmmm det er vist prisen for at tilhørere være to standardafvigelser over gennemsnitsalderen. Men hellere det en blive taget for at være storesøster :-)
Posted by: Ulla | November 13, 2009 at 10:54 AM
Tja, hun har da bare været totalt distræt. Du ser uden tvivl lige så godt ud som du følte dig - før du mødte hende!!
Og ja, progressive glad skal man godt nok lige vænne sig til - bare vent til du skal handle i (ukendt) supermarked første gang med de nye briller. Der er ikke længere noget med at skule ud af sideglasset og sådan lige overskue hele supermarkedet i ét blik - næ, nej - hovedet lige frem (næsten) mod det du vil se. Men det vænner man sig også til...
Knus,
Britt
Posted by: britt | November 13, 2009 at 12:19 PM
Altså vi kan jo fastslå at hun er døv - siden hun overhørte Oskar kalde dig mooar. Så hun er sgu nok også blind!
Jeg har prøvet at komme hjem fra frisøren og da jeg mødte underboen på trappen sagde hun "nej hvor er det pænt - du ligner din mor". Jeg var 14 år!!!
Nogle mennesker skal bare holde deres mund lukket - BASTA!
Posted by: Britta | November 13, 2009 at 01:38 PM
ha, jeg husker stadig første gang nogen kaldte mig for "damen", men jeg glæder mig til at blive grå i toppen, få knold i nakken og lade de progressive ( hvad det så end er) briller sidde lidt nede af næsen :) Hende dullen der ikke kunne høre: hun var da bare misundelig på dine stangsmarte briller og din hippe frisure, sæt du havde fået en makeover i tv, så havde du jo opnået de 15-minuttes, som hun stadig drømmer om :)
Posted by: hanne | November 13, 2009 at 09:25 PM
Hej, jamen nu kan vi jo ikke være med i "unge mødre" alle sammen. Hvis der ikke var en moden forældre ind i mellem, så ville det se skidt ud for samfundet. Hvem skal så have alle oplevelserne før børnene kommer og presser hverdagen ind i skematiske rammer. Først 18 år efter den nye stenalder (læs at få et barn) indtræder vågner vi op igen som frie mennesker. Det er så der vi modne godtfolk, ihukommer at vi da have et helt liv før i tiden, som vi nu kan tage afsæt i og arbejde videre på at få genoptaget. Dem unge mødre, ja de kan så nu begynde at passe deres børnebørn, cirklen er sluttet.
Tankevækkende at vi fortsat etiketerer hinanden så hurtigt. Tænk hvad en klipning og nye briller kan få sat gang i. Jeg lader håret gro...og kniber øjnene sammen - lidt endnu, så jeg ikke også får en bedsteetikette, tillykke med den Linda. Sæt den oplevelse i glas og ramme. Når lykken rammer dig en dag og du får en ægte bedsteetikette, så ved du at du har øvet dig lææænge og derfor bliver du den bedste Bedste. Knus LindaT
Posted by: LindaT, kastrup | November 14, 2009 at 11:28 AM
1-2-3 testing, testing.
Posted by: Linda | November 16, 2009 at 12:08 AM
Hahaha, sikke en kælling, hun trænger nok både til briller OG høreapparat ;-)
Da jeg var omkring 20 år og totalt med på moden, stod jeg ved et busstoppested sammen med en mor og hendes ca. 5-årige pige. Pigen stod længe og betragtede mig, hvorefter hun højlydt spurgte sin mor: "Mor, det er da en mand, ik'?!". Moren svarede lettere forlegent, at det skam var en ung kvinde, hvorefter pigen spurgte: "Hvorfor har hun så skæg?"!!
KH Julie (hvis halspludder er skjult bag fuldskægget)
Posted by: Julie | November 16, 2009 at 04:04 PM
Sådan en uforskammet bemærkning svier allermest på sådan en dag, hvor man føler sig skyhøj pga. at man endelig har fået gjort det ved sig selv, man længe har ønsket at gøre.
Jeg synes nu også bare, at folk simpelthen skulle holde deres mund lukket, og jeg er helt sikker på, at det ikke var dig, der var noget galt med her. Tværtimod...
Jeg fik den selv serveret engang jeg skulle hente min niece i børnehaven. Hun var 4 og jeg var 34. Ældre pædagog: "Nåh...er det mormor, der kommer i dag?"
Meget ung pædagog: "Altså Rita...du kan da nok se, at hun ikke er gammel nok til at være Camillas mormor!"
Tak, unge pædagog - og farvel til min ide om, at det kun er de helt unge, der synes, at alle over 30 er/ser (lige) oldgamle ud.
Posted by: Ellen | November 17, 2009 at 08:19 AM
Min mor har ligesom prøvet lidt det samme...bare hvor hun var den der kom til at kalde moren for bedste XD Hun arbejder i en børnehave, og hun stod og vinkede med en lille dreng. nu skal det lige siges, hun er bare i praktik, og der havde hun kun været der i to uger, så hun vr ikke super bekendt med forældrene... så hun spurgte altså drengen "Er det din bedstemor måske :) ?" "Nej, det' min moar!" sagde drengen glad. Min mor var sådan lidt "fuck, det der sagde jeg bare ikke O.O!!" og hun er ellers ikke typen der bander XD jeg har det ret sjovt med at følge med i den her blog...
Posted by: MaltserMonsterXD | November 30, 2009 at 04:11 AM