Fred - og det faktisk selv med 3 stks rogn i en bunke i sofaen. De er morgensløve, på nær een. Vi har fri, også mig, og det skal nydes, langsomt. Om lidt går turen ud i byen for at bringe et juletræ hjem.
Julegaverne er indkøbt: Vi tog en søndagstur ind til midtbyen for at købe fættergaver sammen med Oskar. "Hvad skal vi?" spurgte han. "Købe julegaver". Han sad lidt og tænkte, og så kom det: "giver I dem så til julemanden?"
Åh ja.... lige om lidt er det hans tur til at aflive julemanden på 24 måder. Har lige indskrevet ham i skolen.
De små nissehuer til Hvidovre + 3 kanintæpper er afleveret til Christunte. Og pludselig finder jeg mig selv uden noget mellem hænderne.
Der er stadigvæk meget garn til at lave flere babytæpper takket være strikkebibliotekaren og Charlotte fra Smørum. Jeg har to stks der er 80-90% færdige - de mangler en kant, større eller mindre.
Men jeg vil gerne bringe mit garnbarometer i ligevægt - jeg har selv indkøbt cirka 2 kg garn i år, og af dem er de 1000 g forbrugt. Resten er gaver og foræringer - mere om det regnskab senere.
Jeg har købt specifikt ind til en Liva vest fra rasmilla og et nyt cirkeltørklæde... kan af erfaring fortælle at rasmilla yndlingsgarn ikke bør vaskes på finvask/silke; det valker meget fint! Nu er det lyslilla tørklæde lidt tæt og lidt kort i det, men kan fint bruges. Det ser bare ikke ud som jeg havde tænkt mig. Det må være de ting der står som det næste på strikkelisten. Og et par selbuvotter. Og nogle luffer til Oskar. Og nye strømper til Sofie, der med sin str 40-41 ikke kan passe sine str 36-37 tykke sokker....
Nå, videre. Der skal tøj på rognene så juletræet kan komme i hus.



Din gren ser hyggelig ud! Den kunne næsten gøre det ud for juletræet, men jeg håber da, at det lykkedes jer at hjembringe et ;)
Glædelig jul til dig og rognene!
Posted by: Karen S | December 23, 2011 at 08:51 PM
Glædelig jul, Linda!
Posted by: Sidsel | December 26, 2011 at 05:20 PM