10.000.000.000 år gammel.

Det har været en af de aftener. En, der starter med hyggeligt samvær med ungernes far; vi sludrer om julegaveindkøb og om hvem der skal have hvad, når vi nu panikindkøber julegaver torsdag.

Dagens Donna entrer matriklen. Fortæller med stor glæde om hvilke mursten hun har smadret, hvilke brædder hun har hamret igennem med sine hænder - og om at hendes klassekammerater ikke kan det samme uden at brække neglene. Idyl.

Og en halv time senere, ragnarok. Skrigen, smækken med dørene, råben ad hinanden, én der går. 

Min egen vrede er enorm. Jeg knokler dagen lang, forsøger at få alle ender til at hænge sammen. Er altid bagud med noget. Brugte en hel lørdag på at bage - fordi hun lige kom i tanke om at hun forresten skulle til julefrokost og skulle have nogle særlige småkager dyppet i chokolade med. Kunne ikke forlade matriklen, for hvem ved hvilket stykke kostbart inventar (som jeg skal betale det hvide ud af øjnene for at erstatte) der skal lægge materiale til hendes vrede. "aaaaaah, jeg skal have en gave med!!!!" Jeg finder den gave frem jeg havde produceret til pakkelegen på mit arbejde. Da hun endelig forlod lejligheden, kl 16.45, skulle der købes ind, og stakkels Oskar havde måttet passe sig selv hele dagen. Ingen frisk luft... og det skulle jeg så også høre for næste dag pr sms fra hans far. "han får ikke frisk luft nok". 

Nå. Skide klogeåge der kan sidde et andet sted og spille smart. Som om jeg nogensinde skriver sms om hvorvidt han virkelig mener at dåsemakrel kan gøre det ud for frisk fisk??

 

Skrigen i telefonen: Hvor f...... er mine karatebukser? Tja, prøv på tørresnoren. Eller den bunke rent tøj du har sparket over i hjørnet på dit værelse. Det nytter ikke noget at fortælle hende at livet ville være så meget lettere, hvis hun tog ansvar for det. Og glem alt om fortælle mig om det. 

Jeg er så vred og jeg er så ked af det. Og så ensom. Jeg er så vred over hendes uforskammethed, respektløshed, egoisme. Jeg er så ked af det, for jeg synes ikke jeg har fortjent at blive behandlet sådan. Og hvem kan jeg lige fortælle det? Mine forældre, not. Min mor vil nyde at finde noget at hakke på mig for. Jeg er så ensom, for hvem passer på mig, hvem holder om mig og fortæller mig at vi en dag griner af det her?

Hvem fortæller mig at jeg er en god mor, når jeg forsøger at presse den store bøvede teenager igennem hans terminsprøver, at holde hans gejst oppe? Hån får jeg, for at forsøge at vække en minimal forståelse af at matematik bare en stak regler man skal følge. 

Jeg fylder den lille mands julesok op med gaver...jeg arrangerer postkort fra forskellige lande for at mindske savnet af isbamsebjørnen. Hører jeg klappen? Not. Men jeg synes selv jeg gør det så godt jeg kan.

 

Jeg orker bare næsten ikke mere. Jeg ved jeg ikke kan sove, tårerne sitrer i hovedet og vælder frem hvert øjeblik. jeg er så træt af at være træt, træt af at overleve fremfor at leve. Og jeg kan ikke betale mig fra en skid. Det er kun i pcspil at man vinder en sæk guldmønter når man har været på en mission.

Der er over en måned til at de professionelle kan fortælle hvad de synes der skal til for at hjælpe hende med hendes daglige udfordringer. Lige nu føles det som 100 år... og intet føles sikkert; der er ingen lovning på at alt bliver lettere.

Denne nat alene vil føles som uendelig.

Men i morgen står jeg op igen. Og går på arbejde. Og glæder mig over det. Kan være at lidt livssmerte kunne føre til et vægttab. Det ville da også være glædeligt.

Comments

[Mette G.]

Puha Linda. Har et vennepar, der i en lang periode helt seriøst bare glædede sig til, at de kunne sparke deres 2 ganske og aldeles urimelige teenagesønner ud. (Bl.a. præsterede drengene at følge med i, at deres mor sled i det det meste af en lørdag for at bage pølsehorn til skrub-af-mad til yngstes konfirmation dagen efter. Hun måtte lige en tur ned at handle og da hun kom tilbage havde de ædt så godt som alle pølsehornene. Og ja, de vidste udmærket godt, at pølsehornene skulle have været brugt til konfirmationen. Hun var helt klar til at smække dem en med støbejernspanden!) I dag glæder de sig, hver gang drengene kommer forbi, så det ændrer sig. Ikke den store trøst, når man står midt i det, men der ER håb forude. Mange varme tanker herfra.

[Paganini Tulipan]

Øv, din stakkel - det hjælper dig ikke en skid, men jeg tror at vi er mange, der har været der hvor du er nu og lige præcis véd, hvad du taler om. Det der svier mest er følelsen af overhovedet ikke at være respekteret, man føler sig bare som den lokale tosse der skal levere, levere, levere og så i øvrigt holde sin kæft. Sæt Aretha Franklin på for fuld smadder og skrig R-E-S-P-E-C-T, så får du det bedre (kuren er testet).
Er det ikke paradoksalt, at man kalder det 'enlig mor' når man for fanden i helvede aldrig kan få fem minutters fred?

Det gode nyhed er, at det går over og bliver bedre. Som du ved :)

[Christine]

Jeg håber seriøst de finder en løsning for hende. Kunne du ikke eksportere hende til sin far nogle dage? Det er da ikke til at holde ud.....
Føler virkelig med dig.

[Anita]

Det hjælper måske ikke så meget men virtuelle knus herfra. kh Anita

[Britt]

Kæreste Linda, et kæmpestort bamsekram herfra! Sikke en mavepuster af et indlæg.....det lyder som om du har brug for at tage fat i den viruelle iltmaske - du ved ligesom i flyene, hvor de voksne skal tage iltmasken på først for at kunne hjælpe deres børn. Som du beskriver det lyder det som om du spænder rundt og sætter iltmasker på børnene først....og glemmer dig selv. Du skriver du gør det så godt du kan.....måske er det i virkeligheden ikke nødvendigt med så meget for dem? Måske er det nødvendigt at gøre det så godt du kan overfor dig selv - iltmasken.....
Kæmpe bamsekram,
:-) Britt

[charlotte]

Du er så stærk og sej og flittig. Herfra et stort skulderklap, og stor beundring. Det allersværeste for dig er at passe på dig selv, mens du har travlt med at passe på dine kære. Det er nok egentlig mødres største dilemma.
Herfra kan jeg kun sige: Du ER en god mor, og dine børn ville aldrig bytte dig for en anden, vær sikker på det:-)

[Fríða]

söde lille Linda, jeg bliver rört helt til tårer. mon ikke også det handler lidt om at du ikke er kommet dig over sjokket ved skilsmissen, det er hårdt at få hele sin tilværelse væltet omkuld. og om jeg må være fræk vil jeg lige påpege at det lyder som du er i lidt for meget kontakt med din eksmand, tror næppe det kan være godt for dig det med at feriere sammen og sådan, du har brug for at bygge op en tilværelse uden ham, din egen. jeg er heldig, mine to yngste er söde og rare unger, men de to der kom inden dem tog virkelig sin told. nu er de voksne og flyttet hjemmefra og er da endt som söde unge mænd der værner om og forkæler sin mor. så det skal nok blive bedre, omend jeg ved det er en ringe tröst mens det står på. husk du ER en god mor og husk at du ikke er alene, brug dine veninder, det er derfor man har dem.
kh.fra Island
Frida

[Karen S]

Der er mange der ved, at du er en god mor, så god som du overhovedet kan være (og man kan ikke mere end man kan), men desværre måske ikke de allernærmeste, hvor den anderkendelse ville gavne lidt mere.
Træk vejret dybt. Pas på dig selv! Jeg håber, I alle går mod lysere tider.

[Lisbeth]

Kram og knus herfra! Du er en god mor! Vi ses snart kh

[Linda]

Linda. Du er den mest tålmodige, overskudsagtige, opofrende og bevidste mor, jeg kender! Tanken om, at det, du gør, ikke skulle være godt nok, er jo helt absurd! Du er jo nærmest overmenneskelig. Og det er jo netop der, problemet ligger! Du er jo trods alt kun et menneske, og der er grænser for - og der SKAL være grænser for, hvad du kan holde til!

Du har brug for at læsse af - og jeg er jo lige her! Jeg har telefonen med mig døgnet rundt - og du er mere end velkommen til at ringe til mig - dag eller nat. That's what friends are for! Husk dét!

Kæmpekram fra mig til dig!
L

[Dorthe T]

Også knus og kram herfra! Og jeg kan ikke være mere enig: der skal siges fra, for det er ikke i orden at blive behandlet, som du gør. Desværre kræver det kræfter... Men husk: du er god, du er god, du er god...

[Fuglemamma]

Kjære deg. Du vet at du for meg er den kloke, dyktige og tøffe internettsjelestoresøsteren som jeg ser opp til og beundrer? Ikke minst for at du våger å sette ord på angsten, sinnet og fortvilelsen. Dette var tøff lesing. Livet er tøft. Jeg har ingen gode råd eller kloke ord å gi, men ta en titt på denne: http://www.youtube.com/watch?v=qybUFnY7Y8w

[Marianne]

Du er en hulens god mor og hvis jeg havde 1000 guldmønter ville jeg give dem til dig.
Men du må nøjes med mine varme tanker og en million skulderklap. Det er fanme ikke nemt, det du har med at gøre, og du gør det imponerende klogt og godt.
Og glem det med vægttabet. Jo mere Linda, jo bedre.
Jeg glæder mig til at se dig igen. Snarest i det nye år. Hav så vidt muligt en god og dejlig jul. Knus Marianne

[Angelika]

Du ER god og måske for god ! Ingen har fortjent at blive trådt på, heller ikke af eksen eller ungerne og slet ikke du, som kæmper for at få det hele til at hænge sammen. Man hverken kan/skal være børnenes bedsteveninde hele tiden og selvom det er fint at være gode venner med eksen for børnenes skyld, så er det nok på tide at klippe et par navlestrenge over. Det er ikke nemt, men når du er nået til det punkt hvor du er nu, så er der nok ingen vej udenom. Det kan ikke være rigtigt at han kritiserer dig for det du ikke når, og dermed får dig til at føle dig utilstrækkelig !!! Han fylder alt for meget i dit liv, dræner dig for energi og hindrer dig i at finde lykken et andet sted. Smart for ham at ha´ sit eget liv og dig til at tage alt det ubehagelige. Så rend ham et stykke ! 2013 er DIT år :-)
knus
Angelika