God bag-jul derude i blogland!
Vi havde uventet fredelig jul. Vi vaklede længe mellem at blive hjemme og få klaustrofobi af at være presset mange voksne og et par utidige børn i en lillebitte lejlighed, hvor der ikke kunne danses om træet eller tage til svigerfamilien Ålborg og være en anelse stækkede og med risiko for udladninger af den større art fra nitroglycerinbomben aka Fie.
Vi valgte det sidste, for bare tanken om at skulle lave mad og gøre rent og alt det andet julehalløj var for meget for vores trætte sind.
En bil fik vi lejet i sidste øjeblik. Julegave indkøb OG fødselsdagsgaver x2 - både min mor og min svigermor er født juleaften - alt blev klaret, tøj blev vasket. Jeg fik sendt et par ekstragaver til nogle jeg gerne vil glæde. Det var som om at tanken om at jeg havde fri indtil den 2 januar gav vinger.
Og som sædvanligt er der altid noget i vejen når familien skal i skoven på tur. Den lejede bil havde fået en skade så bagsmækken ikke kunne lukkes/åbnes - men måske vi kunne bruge den alligevel? Som om vi havde et valg? Men i det mindste trak det ikke ind, og vi tog ekstra tæpper med til at isolere med.
Efter 5 minutters kørsel: Oskar: "Er vi der snart?" Og det gentog han cirka hvert 10 minut...
Snestormen mødte os lige da vi rullede ind til betalingsautomaterne ved storebæltsbroen. Men vi havde jo snedæk på :o)
Muhahaha..... og ha. For der var jo ligesom ret meget sne på en gang. Først skred en lastbil ud et godt stykke foran os og endte i rabatten, en rolig ulykke uden andre implicerede. Men så måtte vi ligesom køre lidt langsommere. Vi, som i børnenes far, der ikke kunne slippe kontrollen. Jeg klagede ikke.
Efter cirka 5½ time var vi i Århus, og stor var vores overraskelse da de havde bygget om på frakørslen ved Viby, og vi istedet endte MOD Århus C. Damn, bare fordi vi lige kørte så godt bag en sneskraber....
Vi fik afleveret gaver og fik en kop kaffe.... så skulle vi videre, opad Viby Ringvej. Uhadada, det var som om nogen havde taget hestene ud af Fiat dobloen, den ville gerne bæres! Vi nåede at sidde fast et par gange og kom derfor til Randers området på det tidspunkt de varslede isslag for området.... der var heldigvis ikke mange bakker, for vi havde ikke nok fart på til at bestige dem uden heste i motoren.
Faktisk måtte vi stille bilen da vi kom til Gug, for den sidste lille bid af parcelhusvejene kunne den ikke klare. Oppakningen hentede vi på en kælk da vi havde fået fyldt aftensmad på. Det tog næsten ligeså lang tid at komme til Ålborg som når vi tog til Amsterdam....
Juleaften var stille og fredelig, god mad, mange fine julegaver. Jeg havde advaret om at fik jeg så meget som 1 gavekort, så stod den på Oslo færgen næste juleaften. Så dem var der ingen af :o)
Jeg fik blandt andet en bunke stoflapper fra panduro hobby, som jeg har suppleret op med endnu en pakke. Den lap med prikkerne (yderst til højre) som jeg havde forelsket mig i, var nemlig ikke i den første, men de blender meget fint sammen trods det at det er to forskellige mix.
Nu står den på nytårsforberedelser og en tur til Ikea...



Glædelig bagjul - sikke en tur. Godt sneen var væk til i skulle hjem igen.
Posted by: Anne | December 30, 2012 at 08:48 PM
Glædelig bag-jul og godt nytår!
Vi valgte jul i den lille rækkehytte i Kbh og var glade for ikke at skulle til den anden ende af landet...heldigvis tøede det kvikt.
Posted by: Britt | January 01, 2013 at 11:11 PM