Forsætter. Uden t, for det er noget jeg sætter mig for i det nye år, ikke noget jeg fortsætter. Sådan nogle forsætter kan man altid bruge, til pinse, påske, sommer, august, næste uge - af en eller anden grund synes mange bare at det skal være fra den 1 januar. En ny begyndelse, truttrutteruuuut!
Jeg synes forsætter skal besluttes når man er klar til dem. Tilfældigvis er der et par der passende kan indføres her i starten af året.
Således er jeg klar til at melde mig ud af min fagforening, for det er da en fis i en hornlygte. Alene det at der i medlemsbladet er referat fra vinsmagning får nogle beske trækninger frem i mine mundvige og en gammel Eddie Skoller sang om bourgeoisiet til at klinge i mit hovede. De penge vil jeg bruge på en rengøringshjælp, eller bare til at gøre mig selv glad. Så er de bedre givet ud end nu.
Det andet tiltag er at læse flere bøger. Jeg tror jeg læste færre end 10 bøger sidste år. Når man altså ikke medregner dem jeg læser for Oskar. "ja, jeg har så læst lille Virgil, fantastisk plot!"
I år er det blevet til Siri Hustved Sommeren uden mænd. Jeg lånte den før jul (uh... må hellere checke afleveringsdatoen), talte kortvarigt med min veninde om at den burde vi begge læse og diskutere, og fik så læst den færdig efter jul. Faktisk er det ikke så meget ægtemandens svigt og hendes sorg over at blive forladt, der er tilbage i mit hovede; det er en lille sidehistorie om nogle teenagepiger der på raffineret vis chikanerer en klassekammerat. Beskrivelsen af deres chikane, som Hustved blandt andet sammenligner med Meidung, efterlod mig med en megabitter smag i munden, fordi det er det Sofie har måttet gennemgå, først i den ene folkeskole, som eneste ikke-etniske pige, og siden på den næste skole. Meidung kaldes det indenfor Amish, når et medlem udstødes og ingen taler til vedkommende.
Sjovt nok, - altså ikke den del med meidung - er denne bog den første der anmeldes i Arnold Buscks Bogmagasinet fra marts 2011, som jeg skrabede ud fra hylden under fjernsynet. Den hylde, hvor jeg liiiige smider et blad/katalog som jeg nok gerne vil kigge i lidt senere. Her har vi så endnu et tiltag: ryd op i bunkerne. Anmelderen skriver at "Det jeg elskede" fra 2003 er meget bedre. Så har jeg jo det at se frem til ved afleveringen af bogen på biblioteket :o)
Den næste bog jeg har kværnet mig igennem er en Åsa Larsson bog, Solstorm. Jeg læste flere af hendes andre bøger i den famøse ferie i Spanien. Vi så filmatiseringen for nyligt på TV, med selveste "Gunvald Larsson" som præsten Thomas. Jeg havde ikke kunnet starte på bogen, fordi den tilsyneladende handlede om overgreb på børn, men det hjalp at se filmen først. Jeg kan rigtigt godt lide Rebecka - og især politikvinden AnneMarie Mella.
Og inden jeg lægger boligmagasinet ud i bunken med reklamer og andre blade jeg ikke har brug for (julekataloget fra Bahne 2011? anyone?) vil jeg lige kigge efter om der et par andre bøger jeg har lyst til at læse - og så indskrive dem på min iPhone istedet.
Orden styrer.



Jeg har ikke læst Magister bladet i maaange år efterhånden. Er det eneste magasin jeg kan blive i dårlig humør af bare at tænke på. Sikke et spild af papir og hvorfor kommer det så tit? Og er det ren chikane, at de pakker det ind i plastik, for at man så skal bruge tid på at pille det af inden man bærer det direkte i bunken til genbrugspapir? Så hvis det er DM du er medlem af, så er jeg helt på bølgelængde....!!!! og hvis du havde været lidt hurtigere, så havde jeg kunne bytte med H&M kaltaloget fra 2010....;-)
Posted by: Lone | January 06, 2013 at 11:36 PM
Det jeg elsket er den aller beste boken til Hustvedt, der er jeg enig med anmelderen. Jeg har lest hele forfatterskapet hennes, og det til tross for at jeg egentlig ikke leser skjønnlitteratur lenger jeg heller. Jeg liker også svært godt debutboken "The blindfold".
Posted by: Fuglemamma | January 07, 2013 at 11:30 AM
Det er en rigtig god ide med en rengøringshjælp ! Jeg har ingen (endnu?), men jeg får mine vinduer pudset og der NYDER jeg.
Tak for bogtips. Dem vil jeg kigge på, for jeg bliver så sulten af at læse koge- og bagebøger ;-)
kh
Angelika
Posted by: Angelika | January 07, 2013 at 08:55 PM
Lydbog er strikketid. Venter på jussis nyeste påhit til ørene.
Posted by: LindaT, Kastrup | January 07, 2013 at 10:58 PM
Hello, jeg har tabt dit tlfnr. Vil du sende mig det? Er din mail stadig den med oifesmor? Jeg har nemlig sendt dig en mail om at ses en dag :-) Det ku' jeg så godt tænke mig.. I mailen nævner jeg også Alt om håndarbejde 1995-97, som jeg gerne giver væk. Januar er åbenbart oprydningstid :0) Kh Marianne
Posted by: Marianne | January 10, 2013 at 09:37 AM