Mine øjne har svigtet mig en del gange det sidste års tid. Jeg må lige linde lidt på brillerne for at se hvad der står på det lille rør. Jeg tager brillerne af når der skal hæftes ender på strikketøjet. Jeg sætter mig forrest til foredrag, for alle vælger åbenbart de allermindste bogstaver til deres præsentationer. Og selv dér sidder jeg og misser med øjnene.
I dag benyttede jeg chancen for at score brillestel til 33% mens tid er. Dappede ind og bad kækt om en synstest, for jeg synes ikke det stod så godt til. Det gik jo... vældigt.
"Mja" sagde den søde dame i butikken efter synstesten, "vi skal lige tale lidt sammen....
Se - du har med de nuværende briller ca 20% syn på det ene øje og 50% på det andet. Du skal seriøst have nye briller! Og faktisk bør du have en almindelig brille OG en skærmbrille for at få optimalt syn."
Uh.... og UH! da jeg skrev under på at jeg godt ville betale $$$$££££ for et par briller med glidende overgang og specialslebne glas fordi der er meget, meget stor forskel på mine øjne. Når nu jeg alligevel er nødt til at bruge af min kassekredit, købte jeg også et par solbriller med almindelig styrke. Det er alligevel sjældent at jeg sidder og strikker/skriver eller ser fjernsyn med solbriller på. Solbrillerne, med et stel til 135 kr, kom kun op i 1725 kr fordi vi valgte de allerbilligste glas.
Om 14 dage får jeg de nye briller. Indtil da bør jeg nok lede efter et førermarsvin.



Åh åh åh, hvor jeg kender det! Fin nye briller sidste januar med solbriller og alt... Så i december, hvor jeg synes, jeg så dårligt igen, måtte jeg lige få tjekket øjnene igen. Der var styrken ændret så meget, at jeg skulle have nye glas. Da stellene var fra januar, genbrugte jeg dem. Nye glas til briller og solbriller stod i 10.000 kr, så var de da betalt! Efter en måned gik stellet så i stykker, men da det var indenfor to år, og det er et stel fra Air, fik jeg et nyt stel helt gratis.... Briller er dyre, men nødvendige. Glæder mig til at se dine nye briller, og du vil garanteret nyde at kunne se igen.
Posted by: Lisbeth | February 02, 2013 at 05:33 PM
Jeg nøjes fortsat med læsebriller og det er ok, men da vi forleden skulle spise på restaurant, måtte jeg bede min mand om at vælge noget mad til mig, fordi jeg havde glemt brillerne. Han blev godt nok forskrækket og begyndte en diskussion om hvor vidt jeg kunne færdes i trafikken uden gult bind på armen ;-) Jeg lukkede munden på ham ved at fortælle ham hvad der stod på reserveringsskiltet på et bord i den anden ende af lokalet, for det kan jeg sagten læse. Så det er ikke mine øjne der er noget galt med. Det er armene der er alt for korte ;-))
strikkeglade hilsner
Angelika
Posted by: Angelika | February 02, 2013 at 07:02 PM
Puh!!
Jeg får helt ondt i maven, når jeg læser din beskrivelse og hvad der skal gøres ;)
Jeg må også have brillerne af, når jeg skal tråde nåle, læse hvad der stå på glad og flasker og bliver træt i øjnene. har jo vist det et stykke tid, at jeg ikke kan strække den mere, så nu må jeg nok hellere... og nu ved jeg så hvad næste løn skal gå til...
Det er bare så fedt at få nye briller, skifte lidt stil og så eller kunne se ;0)
God aften!
Posted by: Kari | February 02, 2013 at 07:37 PM
Glas med glidende overgang er såååååååå fede, husk at bruge det diadem som følger med brillen, hvor det blinkene står så vi alle kan se det, læsefelt på den nye måde. Du er moderne.
Jeg viser gerne rundt imorgen.
Posted by: LindaT, Kastrup | February 02, 2013 at 08:39 PM
Åh, kender fornemmelsen. Jeg måtte slippe 9 af de store for mine briller. Tror at brilleforretningerne tjener godt! Dog er det rart at vide man er moderne !
Posted by: Anne | February 02, 2013 at 08:50 PM