Strik til marsvin

Hundebarsel

Ja, sådan føles det lidt, at være på barsel igen. Min lille ferieuge er ved at være slut, og har jeg nået noget? næ... jeg har "sittet". Jeg er dagligt hos hr mand i hans lejlighed, kommer tidligt om morgenen og går morgenturen, hvis det ikke er nået. Så "Sitter" jeg, hvad det så end indebærer, til sidst på dagen, hvor vi laver mad sammen, og nogen gange går vi også en aftentur. "Sitte" er også det jeg er bedst til.

Jeg døjer meget med plantaris fasciitis; jeg fik en blokade i højre fod for et par år siden så jeg i det mindste var i stand til at gå på den. Det går op og ned med den fod, men jeg fandt på et tidspunkt ud af at hvis jeg bare lavede strækøvelser flere gange dagligt, så kunne jeg holde smerten nede. Som så mange andre, glemmer jeg at holde det ved lige, når smerten ikke længere er der, og vupti, dukker den op igen.

Efter at Coco er kommet til vandrer jeg flere gange op og ned af en smal og stejl bagtrappe. Og så fik jeg ondt i venstre fod også.

I går gik vi til dyrlægen, Coco kom i cykelkurven, for der var ret langt at gå og vi var lidt i tidsnød. Ellers skal vi jo snuse til alt og alle...

Det gav megabagslag for mig, for jeg kunne næsten ikke stå på mine fødder i aftes. Her til morgen er det stadig ikke helt godt, men heldigvis var hun morgenluftet, så jeg slap for trappeturen. 

 

Jeg har alle intentioner om at dyrke yoga dagligt, de intentioner flyder sammen med alle de andre intentioner om at følge en kost der sænker mit let forhøjede kolesteroltal, bøgerne jeg skal læse, mindre vin-indtag, brodere mere, sy, strikke, cykelture osv...

 

 

 

Man bliver let overvældet af alle de intentioner, der står og råber på førstepladsen. Jeg prøver at lukke ned for dem og lægge en plan. Det er min personligheds profil (Insight) at planlægge og justere ind. Det er også det jeg blandt andet gør i dag på mit arbejde. Jeg er nærmest damen med krystalkuglen, der hvisler at "der er noget mørkt og farligt på vej, så nogen - gør noget!" når jeg kan se at de aftalte tider ikke overholdes. I gamle dage ville jeg være faret ud og have gjort noget selv. I dag finder jeg oftest nogen, der kan følge op på det, og så holder jeg mig til at mine egne opgaver. 

 

Men der er ligesom ikke andre at delegere opgaver til, når det handler om mig selv. Så må man prioritere og se hvad der kan søsættes og fuldføres.

I starten af året besluttede jeg at sætte styr på alle de strikkeprojekter jeg gerne ville have ført ud i livet. Jeg havde i forvejen en lang liste, der inkluderede både nye og hengemte projekter. Så estimerede jeg hvor lang tid det ville tage. Det ser ikke ud af meget, men det var de ting jeg gerne ville nå, og så er der plads til fri leg ved siden af (broderi, sy, hækle, perlerier).

Januar:  Eyelet trøjen af Sanne Fjalland (lagergarn) 

Februar-Marts: Gemalen fra Hyggestrik (lagergarn)

Marts-Maj: cardigan i lacestrik fra Feminatillæg (lagergarn)

Maj-Juli: Madeline af Kim Hargreaves (UFO)

August-September: Wispy af Kim Hargreavet (lagergarn)

September-November: Ærø af Annette Danielsen (UFO)

December: Skumfidus af Bente Geil (UFO)

 

Det har faktisk fungeret fint; det vigtigste har været fleksibilitet og accept af at tingene ikke altid går som forventet. De første 3 må jeg lave særskilte indlæg om. Madeline og jeg kunne ikke sammen. Så fandt jeg en anden model til det samme garn - det spillede heller ikke. Nu har jeg lagt det strikketøj i UFO skuffen. Wispy har jeg valgt at udskyde til efter Ærø, da det valgte garn er chenille/bomuld, og det kan jeg ikke strikke med når det er så varmt som det er nu. 

 

 

Sommersysler

Så gik der sørme lige en uge... jeg måtte lige omkring mit arbejde, og dagene har ærligt talt været lidt uforudsigelige med "den lille ny". Det er næsten som at få en rigtig baby, bare med pels. To dage arbejdede jeg hjemmefra, bare ikke fra mit hjem, men fessors. Jeg har et dagligt kl 9 møde, med en masse ledere fra hele min arbejdsplads, hvor jeg skal fremlægge de sidste 24 timers afvigelser fra normalprocessen, og det foregår pt via zoom. Det er velset at man har kameraet slået til, så man kan "se" hinanden. Jeg havde ret svært ved at holde masken, og ikke mindst holde lyden tilbage, da jeg pludselig mærkede et tandsæt om min ankel. Lille møgdyr....

Heldigvis tager hun stadig ret lange lure, så jeg fik rent faktisk også lavet noget.

Coco er supersød og dejlig, hun ligner en rigtig bamse, vamset og buttet, som man har lyst til at kramme og holde tæt. Well, be my guest. Siger det bare på forhånd: vi kalder hende også Crocodille...

De små hvalpetænder.... og jeg smager åbenbart RIGTIGT godt.

I dag har vi været til den første hvalpetræning, og mellem os: der var mere end en hvalp i familien, der skulle trænes. Det er officielt Oskars hund, hans tlfnummer står på hendes hundetegn, og han er rigtig god til at tage sin tjans om natten med at gå ned og lufte hende i haven. Hvad der sker i haven om natten får lov til at blive. Jeg samler jævnligt gamle hømhøm'er op, jeg hader hundelorte, uagtet herkomst. ADR!

Men fokus og koncentrationsevne er tydeligvis noget der skal trænes hos både ejer og hund. Godt at træningen kun var på 50 minutter. Vi er gået så vidt som til at købe en klikker, fordi vi er for mange "herskere" og siger det magiske ord på forskellig måde. Vi har "dygtig" - som giver en godbid, "slut" sammen med fremvisning af tomme hænder - som betyder at nu træner vi ikke mere,  "stop" - som betyder, nope, du gik for vidt, det vil jeg ikke have, og "flot", som betyder at du er en dygtig hund, men det får du altså ikke en godbid for, for så bliver du tromletyk. Det sidste bruger vi når hun følger med over gaden og vist udelukkende for vores egen skyld, tænker hun(d) er skide ligeglad når der ikke følger noget spiseligt med.

 

Resten af dagen har vi brugt på at ligge flade i haven. For hold nu op, hvor har det været varmt. Hunden snorkede under bordet, fessor snorkede på solsengen - begge lige højt og inderligt. Jeg broderede og ønskede at jeg havde taget hovedtelefoner med ned, så jeg kunne overdøve deres snorken med musik.

Sidste lørdag var det world embroidery day, og jeg skulle egentlig have lavet et broderet frimærke. Ikke at jeg er kommet så langt. Jeg har kigget på de andre FB medlemmers frimærker (gruppen hedder Sting tager tid) og det er nogle superflotte eksemplarer. Der er så meget der kan sættes ind som motiv, og måske skal jeg bare acceptere at alt ikke kan komme på et frimærke, og måske skal jeg bare lave mere end et.

Imens broderer jeg på noget, der originalt var en Pyt-pude fra Fru Zippe. Jeg vil dog skrive noget andet i hjertet (NEJ eller NO!), og bruge det som en "farvel, vi kan stadig se hinanden i kontoret, selvom vi ikke er på samme team længere"-gave til en kollega, der har ret svært ved at sige nej til opgaver. 

 

Nogen gange kan man bare blive ved med de der gaver. Det er sjældent at der er en regel for hvornår man giver gaver. Oftest er det når folk stopper - men stopper man, hvis man fortsat er på arbejdspladsen, bare i en anden afdeling?

Det kan lyde lidt som små sko, men hos os er der en ret stor udskiftning, ikke bare en gang hvert andet år, vi taler flere gange årligt. Så bliver vi delt på en anden måde, så flytter en person midlertidigt til en anden afdeling (gave), så går der 9 mdr, så bliver vedkommende fast i den afdeling (gave) eller vælger at forlade arbejdspladsen (gave). Får et barn (gave) eller bliver gift (gave).

 

 

 

 

Jeg smider bare pengene. Så længe jeg ikke har en andel i indkøb, så fred med det. Det er straks værre med feks "ferie-brød", som der var på mit tidligere arbejde. For sulen da, jeg havde travlt nok om morgenen med at få 3 poder op, lave 3 x madpakker og få dem ud af døren, og så skulle jeg lige forbi en bager derefter, på min 14 km cykeltur? "Du kunne jo også bare bage noget"... det valgte jeg så at gøre en del gange selvom det bestemt ikke hjalp på morgentravlheden, for med min økonomi med 2 børn på privatgymnasie og 1 stk på fritidshjem var det lidt af en udgift også at skulle købe ost, syltetøj, pålægschokolade osv. Hadede feriebrød og fællesmorgenbrød. 

På mit nuværende er feriebrød heldigvis afløst af "jeg har købt det her spiselige til jer i lufthavnen". I år er der nok ikke noget, og det gør bestemt ikke noget, jeg har personligt ikke brug for flere kg på vommen. Det er jo kun høflighed der gør at man spiser det, der er sat frem.... eller noget....

 

En træt coco-dille

Jeg er på feriedag nr 3, som bruges til at hundesitte Coco. I går var hun meget træt. Vi tog til Amager aftenen før for at vise hende havet, og undervejs samlede vi Ældstedrengen op. Han har ønsket sig en hund i adskillige år, og vi overvejede om Cocos indlemmelse i familien ville betyde at han flyttede hjem - men det gjorde han nu ikke.

Og måske skal vi lige starte med at runde de tre poder, for fremover kommer de ikke til at figurere synderligt på bloggen. 

Ældstesønnen er flyttet til Amager, og bor nu med sin kæreste. I går fik han besked på at han var blevet optaget på det studie han ønskede. Så er der check på ham. Han har taget en kort idrætsuddannelse på Poul Petersens idrætsinstitut, og det er også den vej, han fortsætter. Han er fysisk meget aktiv med deltagelse i diverse Ironmans og maratons. Det er ikke fra mig han har det, lad os bare få det rene. 

Mellemstedatteren har boet på et bosted for unge psykisk syge på Amager de sidste 2.5 år og har fået det så meget bedre at hun kan flytte i egen lejlighed. Det ser hun rigtigt meget frem til. Planen er at hun skal starte på HF næste sommer. Forinden drømmer hun om at komme på højskole. Det er ikke en lille ting, hun er på ingen måde kommet let henover de bump hun har mødt og der venter sikkert mange endnu, men i det store hele, på vej mod succes. Det lå ikke ligefrem i kortene, da hun blev indlagt i psykotisk tilstand sommeren 2016, og det tog et helt år at finde frem til den rigtige medicin. Men siden er det rykket, omend langsomt, i den rigtige retning. Man kan godt være stædig og sej selvom man er sårbar og skrøbelig. Hun er vanvittig dygtig til lyrik, og har skrevet og opsat store dele af et teaterstykke, de spillede på AFUK.

Oskar, som nu er 14 år, og dermed er bloggen altså også 14 år, skal i 8'ende klasse efter sommerferien. Han er højlydt som altid (vi kaldte ham engang vuvuzelaen), empatisk og en god og loyal kammerat. Han kan godt lide fodbold, når han ikke hader det. Han spiser alt, hvis det passer ham. Han kan spille PS4 dagen lang, hvis han fik lov. Han er sløv, umulig at aktivere - og dermed en helt normal 14-årig. Og helt sin egen.

 

Og så er der lille Coco. Ganske som Oskar bragte lys og glæde i familien da han kom til, fylder hun dagene med glæde og overraskelse over de små ting i hverdagen. Se, en motorcykel, en brumbasse, et stykke ispapir, en dum fjer. Alt granskes nøje. Er det en ven? Lige nu ligger hun på dørtærsklen mellem entre og stue, så kan hun bedre overskue hele matriklen. Og hun SNORKER! Strækker sig lidt, klynker i søvne.. Jeg har sat stille muzak på, så der ikke er alt for stille. Hun er heldigvis ikke hund med meget lyd, og sådan skal det helst forblive, når man bor i en lydt opgang med mange aktive beboere.

Nede på gaden brummer slamsugeren stadig - den er meget farlig, siger det bare. Coco nægtede at gå forbi den. Jeg prøvede ellers at bære hende rundt om den og røre ved den. Nope, dame. Vi skal den anden vej. Nej, faktisk overhovedet ikke, vi skal hjem, lige nu. Og så spurtede hun ellers hen til indgangsdøren igen.

 

Mens hun snoozer, forsøger jeg at få flyttet filer fra diverse gamle PC-lig over på den substitut, magen har overdraget til mig. Jeg har utroligt mange planer, jeg har svært ved at få ført ud i livet, og det her med at få samlet filer og tømt PC'ere har ventet længe. Næste store plan er at få sat styr på alle billederne af ungerne gennem årene. Der er noget særligt over fotoalbums.

Den ny pc betyder også at jeg har adgang til alle mine fotos på telefonen, og NU bliver det let at blogge igen!

Det tager bare utroligt lang tid at overføre data, så jeg er gået igang med et simpelt broderi, jeg fik i fødselsdagsgave af Oskar, en PYT pude med piv. Jeg er også igang med agurken, også Fru Zippe, og den er ikke helt så simpel. Men jeg bliver konstant afbrudt, fordi pc gør opmærksom på at en fil kan ikke overføres. Det vil jeg da gerne lige tage stilling til. Halvdelen af dataene får jeg nok aldrig brug for, men lur mig, om ikke de lige pludselig blev supervigtige, hvis jeg smed dem ud....

Nu kan jeg så se, at fotos ikke bliver uploadet til deling ligeså hurtigt som jeg kunne tænke mig.... så istedet for et billede af min broderifremgang må jeg nøjes med et billede af Coco. 

Hun har opdaget glæden ved at snuppe sko og bide i dem. Så kan vi lære at sætte dem de rigtige steder!

 

Jeg har jo en blog!

Der har været meget stille her på bloggen længe. Ikke fordi jeg er død, halvdød eller ikke har noget at sige. Dagen lang sidder jeg bag en skærm og rejser mig kun for at hente kaffe, tage en biobreak eller gå til et møde. 
Under coronakrisen arbejdede jeg hjemmefra, så behøvede jeg nærmest kun at vrikke lidt siden for at tisse. Møder blev holdt via skærm. Tror ikke jeg holdt vægtøgningen på under 5 kg, suk. 

Så min trang til at sidde og tampe lange tekster har ikke været SÅ stor. Der er jo også Instagram, men jeg er ikke sikker på at al min ordflomme passer ind der.

Sidste nye i strikkeverdenen er podcasts/vlogs - og der kommer jeg ikke til at figurere. Har det utroligt svært ved at høre og se mig selv på videoer, så nænej. 

Der er jo ikke flere kaniner og marsvin hos Casa Purpura, faktisk er der heller ikke så lilla mere. 
Jeg er stadig utrolig glad for lilla, men den nye sofa blev blå, og det lilla gulvtæppe røg ud efter kaninens bortgang 

Istedet er der er et nyt lille pelset familiemedlem, som nok kommer til at figurere en del her (og når jeg åbner min pc, vil jeg forsøge at vende billedet, jeg kan ikke “fange” det på tlf)

mød Coco, halvt Shar Pei, halvt spanskvandhund, og i dag 9 uger gammel. Sylespidse små tænder - og jeg skal huske at have en stivkrampevaccine... 

 

Måske kan det bruges til noget andet?

Fru Marsvin holdt lige ferie et par uger. Min ferie startede den 22 juli, og ugen op til var præget af at jeg havde haft virkeligt travlt frem til den 12 juli. Min arbejdsplads skifter ejer, og det betød at en masse dokumentation skulle færdiggøres inden den 12. Det var faktisk den perfekte udfasning op til en ferie; fra at køre med 180 i timen og så komme langsomt ned i fart og få alt på plads og kunne gå på ferie med et helt rent skrivebord. Det bliver spændende at vende tilbage på mandag.

Jeg har holdt 3 ugers ferie; 10 dage med hr mand, Fie og Oskar, og en sidste uge hjemme i lejligheden, med Oskar som sløv passager.

Ugerne inden var hr mand, Oskar og Fie hver især på ferie, og min alenetid brugte jeg til at være kreativ. Faktisk var der en hel weekend hvor jeg kun lige var ude lørdag formiddag for at købe stof og proviantere, resten af tiden blev brugt bag min symaskine. 

Så hvad lavede jeg? Det har denne sommer været så moderne med hellange chiffon kjoler med flæser. Sådan en faldt jeg over i stof2000 (den der er tilbage på Nørreport), og noget nydeligt stof der lignede en vest jeg var superglad for engang.

Jeg fik lynhurtigt vasket stof, klippet papirmønster, lagt på stof og klippet, overlocket. Der var noget ved kraven jeg ikke brød mig om, men det kunne vente til sidst.

Der var egentlig ikke meget der skulle syes, men jeg gjorde det ordentligt, riede oplægningskanter og flæser, pillede op hvis der var noget der ikke var perfekt. 

Endelig, 2 dage før ferien startede, var kjolen færdig - næsten, der var det med kraven - og jeg hoppede glad i den. Men hold nu op, hvor ser jeg anderledes ud inde i mit hovede i forhold til det jeg så i spejlet. Jeg lignede en lille truntetrold fra Lilo og Stitch... Kun mine tæer stak ud fra under kjolen. Ahrmen jeg blev så træt. Og gik i seng.

Næste morgen i badet kom jeg til at tænke på at det somme tider kun er få cm der afgør om en længde er klædelig. Så hvis nu hvis jeg høvlede cirka 30 cm af? Så blev det måske mindre truntet?

Jeg knapsede nogle nåle i, prøvede den - det var faktisk slet ikke så ringe. Så gad jeg godt gøre den færdig! Oskar syntes nu nok at hvis vi skulle følges ad, skulle jeg have noget under den! På billedet har jeg endnu ikke fået syet kraven færdig, jeg lavede den meget smallere. Det er nok en model der gør sig allerbedst hvis man er megahøj og åleslank. Men det er vi altså nogen der ikke er...

Jeg nåede at bruge kjolen 2 gange på vores ferie, men der var så utroligt varmt, at rent bomuld nærmest var det eneste man kunne hold ud at være i. Og jeg var jo nødt til også at have en sort underkjole på samtidig med!

Det kan godt være at jeg vælger at sy den lidt mere ind i siderne, evt med en skjult lynlås i den ene side.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

I samme ombæring fik jeg en lille chiffon nederdel færdig. Det er resterne af en kjole jeg klippede helt tilbage i 2010. Jeg tror ikke der er et indlæg. Den gang blev kjolens bærestykke for stort, og jeg skulle pille det helt fra hinanden. Det er ikke sket, og i dag er jeg kg++ større, og kan faktisk passe bærestykket. Desværre er der igen noget med form og længde og min krop der ikke går op i en højere enhed. Jeg har dog en ide til hvad der skal til. Det løse snit er ikke supergodt til mig, det skal være lidt mere kropsnært. Jeg vil bruge en gammel NoaNoa empirekjole fra 1998 som udgangspunkt, når jeg får mod på det...

Men af stofresterne kunne der lige blive en lille nederdel. Jeg havde egentlig tænkt mig at den skulle fores, men så faldt jeg over et løs hudfarvet skørt, og så valgte jeg ikke at fore. Nederdelen passer perfekt med den Orchid jeg strikkede i 2010. Den har jo fået nye knapper, og nu går vi forhåbentlig en lidt køligere tid imøde, så jeg kan bruge de to ting sammen.

K

Flæsens kant forsøgte jeg at lave rullesøm på med min overlocker, og det gik da helt i ged. Den type chiffon egnede sig bestemt ikke til rullesøm. Jeg havde ellers øvet først på fraklip, men selve flæsen er klippet som en bue, så trådretningen ændrer sig konstant. Det blev skævt og stoffet skred. Megameget noget hø som jeg ikke ville kunne holde ud at se på. Derfor endte flæsen et par cm kortere end jeg havde tænkt mig, og med et ganske almindeligt ombuk.

Sådan er der så meget der er i mit liv. Måske skal man bare generelt have en åben indstilling til alt i livet, for det er da ret ofte at det ikke blev helt som jeg havde tænkt - men måske kan det bruges til noget andet?

Rundt og rundt

Det føles som om selve inderpuden vokser en lille smule hver dag. Jeg hækler og hækler, men der mangler hele tiden et par omgange. Jeg er allerede 2 omgange længere end opskriften anslår til en 40 cm pude. Derfor har jeg også hæklet bagstykket for at være sikker på at der er garn nok; det er ikke en farve der behøver at være i min restekasse. Jeg tænker tomatpure i yoghurt/creme fraiche? En lidt mørkere udgave af klassikeren thousand island dressing? 

Begge puderne er til min mor og passer med den cognacfarvede sofa hun har. Denne sommer kommer hun ingen steder, for hun rejser ikke alene og min bror vil ingen steder pga sin gamle kat. Min stedfar døde sidste sensommer efter et meget kort sygdomsforløb. Han cyklede afsted til dagen før han blev indlagt, helt efter bogen om den seje jyde “det går nok væk imorgen”. Der var godt nok noget der ikke var så godt, men lægen var jo på ferie. Det gik nok. Det var også typisk at min far blev dårlig når lægen tog ferie. 

Da min bror første gang sms’ede om at den vist var helt gal med den gamle, og at mor troede det var sukkersyge, prøvede vi at presse på for at få dem til at opsøge en læge. Neeeej, de ville da ikke være til besvær. Jeg prøvede selv at kontakte 1813, for de symptomer de omtalte, kunne man ikke sidde overhørig og slet ikke i den hedebølge. 1813 foreslog at min bror tog til mine forældre og evt ringede for dem, for de kunne ingenting gøre når min far ikke selv tog kontakt.

Neeeejnej, det gik nok over i morgen. Han skulle ikke ringe for dem.

Der gik endnu en uge, så svulmede hans ben op så han ikke kunne cykle. Nu mente de nok at de skulle tale med en læge... altså imorgen. Næste dag fik de så ringet og fik en tid - de tog heldigvis en taxi. Lægen sendte ham direkte på Skejby. Jeg havde bedt min mor om at tage oplader og noget mad med. For jeg var sikker på at en indlæggelse var udfaldet, for om det så bare var en dehydrering ville de ikke sende en 83 årig hjem i den hede med besked på at drikke lidt ekstra. Jeg vidste nu godt at det ikke kun var en dehydrering, men ikke at klokken var i gang med de sidste slag.

Den næste dag var han gul, som hvis han havde taget en overstregningstusch og malet hver en cm af kroppen. Gul med gult på. En uge senere havde de et resultat af de mange scanninger. Tyktarmskræft, som havde spredt sig til leveren, hvor der nu sad en 18-20 cm tumor. De ville forsøge med et dræn, for at se om de kunne få levertallene til at falde. Behandling, mja... det ville måske forlænge med 3-4 mdr. 

Efter weekenden måtte lægerne meddele at der ikke var mere at gøre, og at de anbefalede hospice, og de ville forsøge at få plads indenfor de næste 24 timer. Der var nu gået 10 dage siden indlæggelsen. Jeg pakkede den ældstefødte i bilen og vi kørte til Århus tirsdag morgen, for at hjælpe min mor med det praktiske. Hun var udkørt af at køre frem og tilbage med bus, og ulykkelig og rådvild. 

Vi hentede min bror og så min mor og derpå til Skejby, hvor min far havde stue med udsigt til helikopterplatformen. Hans største fornøjelse i de dage. Det er nok svært at se hvor hurtigt det går nedad når man sidder hos en syg dag ud og ind. Vi så en svag og afkræftet mand, der næsten ikke kunne tale, fik ilt og havde store blødninger under huden. Lægen holdt mit blik fast da han sagde: vi risikerer at han dør i ambulancen på vej til hospice. Vi vil gerne fjerne drænet, da det generer ham. Det vil fremskynde processen... jeg tror at min mor forstod at der ikke var langt igen, men samtidig var det så uvirkeligt for hende, for de havde jo cyklet på indkøb dagen før han blev indlagt? Og gjorde de nu hvad de kunne, hun var sikker på at de bare ville af med den gamle mand.

Magnus havde sendt besked til hr mand om at det ikke så godt ud, så jeg fik et opkald: skal jeg ikke hente de to yngste og tage toget til Århus? De kunne være der ved 18-tiden. Vi tog min mor hjem for min far var træt og ville sove. Hun livede noget op ved at der var liv i hjemmet. Efter et par timer ville hun gerne tilbage, og det passede så med at jeg kunne hente de andre ved Hovedbanegården. 

Han blev SÅ glad for at se Fie og Oskar, hans øjne strålede og han fortale vittigheder og lavede sjov med dem. Og så blev han træt. Så vi tog ud for at spise. Magnus og jeg sov hos min mor, de 3 andre tog på sleep-in. Jeg var overbevist om at hospitalet ville ringe i løbet af natten. 

Næste morgen hentede vi min bror, de andre havde fornøjelsen af letbanen. På en nat var det gået stærkt. Blikket var mat, han var der i glimt men så træt at han faldt ud af og til og blev forvirret og gentog sig selv. Sygeplejerskerne havde hentet is til ham til aftensmad, da han ikke kunne få koldskålen ned. Fie græd. Oskar græd. Så vi besluttede os for at sige farvel så alle kunne få fred. Mere gråd. 

To dage senere var det overstået, og i stedet begyndte min mors strabadser. For hun kunne da bekymre sig om alt og se katastrofer overalt. Hun sov ikke, gik i tomgang med sine tanker og var overbevist om at hun måtte gå fra hus og hjem. Og de breve som hun fik ifht boet, gjorde hende rædselsslagen : “De er bobestyrer og skal rydde boet”. Skal jeg flytte?! Der står at jeg skal flytte!! 

Jeg måtte ringe til de forskellige instanser om alt fra boligtilskud, pension, boligforening og tale hende til ro klokken 6 om morgenen. Jeg tog tilbage til Århus for at hjælpe lidt inden bisættelsen. Hun havde brug for at gå igennem forløbet igen og igen. Hvad nu hvis de var gået til lægen en uge før? Og hvorfor havde lægen ikke set det ved hans sidste undersøgelse ?(som var 2.5 år tidligere...)

 

Det er heldigvis blevet bedre med tiden, og i maj var vi tilbage for at hjælpe med at tømme kælderrummet. Min far var SAMLER! Ikke som man ser det på TV, men den samlemani som mennesker tilegner sig, når de er vokset op under trange kår og har været nøjsomme hele livet. Eksempel: vi fandt 15 kasser med ventiler - det der ALTID er tilbage når lim og lapper er brugt op. Måske får man brug for det engang... 7 kosteskafter. Uden kostehoved. Et hav af plasticbaljer og kurve. Tomme kasser, rigtigt mange af dem. Brugte sko i hver deres skotøjsæske. Gammelt tøj.

Min mor gav slip på alt, der var ikke noget sentimentalt der ifht feks hans gamle gummistøvler. 

Hun har endda tilladt sig at smide nogle af hans blomster ud som hun ikke brød sig om.

Hun gør stadig meget ud af sit hjem så et par nye puder kan hun nok godt bruge. Og det var så den historie, der blandt andet blokerede min skrivelyst. Let it go...

Runde puder

Jeg har næsten altid både noget strikket og hæklet igang på samme tid. 

 Jeg har en lille million projekter kigge-liggende i min "hæklerier-mappe" på Pinterest, og der i blandt er der flere billeder af Tante Grøns grydelapper "komfurringe" og "søpindsvin" i forskellige rosa nuancer. Jeg har en svaghed for rosa, det er en yndig og feminin farve -  men jeg synes ikke rigtig det er en farve der hører til i et køkken. Et legekøkken måske, eller i et sommerhus? Og dog. I den forkerte dosis bliver farven kastrerende... 

 

Jeg var et smut forbi Tante Grøn og se på de forskellige farver og ikke overraskende for mig selv, valgte jeg en blålig grøn. Ganske lig den farve jeg pt har grydelapper i. Den er ikke for maskulin (sort, grå, mørkeblå), ikke for sæson-betonet (påskegul eller julerød), ikke for pyssenysset (rosa, lyseblå), ikke upraktisk (hvid, beige), ikke en decideret hadefarve (orange, grøn). Ja, så er der ikke mange farver tilbage at vælge. Lilla? Nej. Jeg prøver at skære ned på mængden af lilla. 

Bagsiden er hæklet som et søpindsvin, og jeg kunne godt finde på at lave nogle grydelapper alene med det motiv. Jeg har sat en lædersnøre i, mest for et syns skyld, for jeg har ikke nogen krog til dem, de ligger bare på bordet.

 

De kræver lidt koncentration, især omkring start-slut af en omgang. Og så synes jeg at de har en tendens til at bue. Det er de første omgange der ligesom bøjer op.

Nu er jeg igang med at hækle puden (Maries ideer nr 5, oktober-december 2016) hvor jeg ser det samme. Næste gang vil jeg prøve at hækle de første 2 ringe enten med et halvt nummer mindre, eller lidt færre masker. Det kræver lidt matematikfifleri, men det kan nok lade sig gøre.

 

 

Puden, som hedder en god gerning, (-spreder sig som ringe i vandet) hører sammen med en anden pude fra Tante Grøn, Strandsten.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Den ligger her som en gabende østers, parat til at hapse hvad der nu kommer forbi. Jeg har for længst syet lynlåsen i, nu venter den bare på sin makker.

Den var nær endt med en rituel afbrænding, jeg kunne simpelthen ikke få tallene i opskriften til at gå op. Når jeg havde hæklet en omgang bobler, var der ikke det antal m som opskriften påstod. Første gang slog jeg det hen med at designeren nok havde lavet en fejl og det kunne snildt klares. Men på næste omgang bobler skete det igen ?! Nu satte jeg mig med lommeregneren og gennemgik hele opskriften. Der var noget gal: antallet af manglende masker passede med antallet af bobler. Så jeg kiggede nærmere på bobleopskriften og fandt miseren: afslutningen på boblen er "+ 1 lm".

Jeg synes nu nok at den ene lm er så vigtig at jeg ikke helt forstår hvorfor den er gemt i en sidebemærkning. Men nu ved JEG det i hvert fald, og jeg skal da hækle dem igen. De puder vil godt kunne blive i lilla, for på min seng ligger alle mine lilla puder. Et sted må der gerne være lilla💜

Facts:

Grønlige grydelapper: 

str 19.5 cm i diameter

forbrug: 142 g (40 g til forside, 26 g til bagside, 5 g til sammenhækling)

materialer: 2x100g Havblik farve 99, hæklekrog 3mm

 

Strandsten: 

str: ca 45 cm

forbrug: 274g

3x100g havblik farve 01, hæklekrog 3 mm

 

Gode gerninger

3x 100 g havblik farve  05, hæklekrog 3 mm

Noget mere af det blandede

I en af skufferne, som altså ikke er specielt store, vi taler om 30x30x12cm, fandt jeg et særligt projekt. 

Min knap-pude. Startet kort efter at jeg gik ned med stress. Jeg syede 10 knapper om dagen, mens jeg lyttede til et eller andet fra e-reolen. En lille måneds tid senere blev jeg færdig. Og så lå pudestykket lidt her og lidt der, til det endte i skuffen. 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Jeg tænker at det ikke er en pude, man sidder sådan lækkert henslængt på/opad. Den er mere et symbol på at man skal bruge sit liv på ting der bringer glæde. Og at det der med et meningsfuldt liv måske skal ses fra mange kanter. Jeg opdagede i hvert fald at min identitet i høj grad lå forankret i mit arbejde. Og mindre i min livsglæde, livskvalitet. Og hvis der så kommer så voldsom en ubalance som der gjorde dengang, så har man ikke noget at stå imod med. 

 

Det var både en hård og dejlig periode på samme tid.

Dejlig, fordi jeg bare var nødt til at være mig og fylde mit liv ud med overskuelige ting indenfor de rammer jeg var udstukket. Stå tidligt op, ligge på gulvet og lave nogle maveøvelser på gulvet med kanin der hoppede omkring mig og kyssede mig på øjenlågene, gardinerne der løftede sig stille i morgenbrisen. Ro på. 

Hård, fordi jeg på den anden side af perioden ikke længere var den samme. Og jeg er aldrig blevet den samme. Måske var det verdensaltets måde at ruste mig til at der ude i fremtiden ville ske ting, der ville vende min verden på hovedet og sende mig i en retning hvor jeg ville være tvunget til at svære eller bitre valg. 

Jovist var jeg da bitter, jeg elskede at arbejde i laboratoriet. Men det var jo på tide at jeg stoppede op og overvejede min fremtid. Og måske skulle arbejde og hobby ikke være den samme ting, måske skulle jeg lære at holde fri, når jeg kunne? Give slip på min ansvarsfølelse, og ikke bære så store byrder på mine skuldre.

 

I dag er jeg et glad menneske, der hviler meget mere i mig selv. Jeg elsker at have komplicerede projekter, men jeg ved præcis hvornår mit bæger er fuldt, og hvornår jeg ikke skal påtage mig flere ting. Jeg påtager mig ikke opgaver jeg ikke kan overskue omfanget af. Arbejdspladsen har også meget at sige; jeg føler mig supergodt tilpas mellem mine kollegaer, jeg kan bruge min risikoradar og jeg bliver lyttet til og taget alvorlig. 

Til gengæld har jeg det svært med både her-og-nu aftaler og de fastsatte. De kan godt give mig lidt åndenød, specielt når hr mand er ude at rejse. For så sker der helt sikkert mindre katastrofer, og jeg får svært ved at nå det hele. 

Jeg strikker og sysler med ting. Og her er min knappude. 

Bedre sent end aldrig

Det er slet ikke det ringeste motto at have, når man har gang i mange ting.

I mit projektmausoleum, tidligere kendt som Snorkfrøkenens værelse, står et trefløjet garderobeskab. Der er plads til meget garn og meget stof. Og der er også et par skuffer, hvoraf den ene har været dedikeret til indlægsstoffer - og noget blandet, den anden har der været silke-filtningsting - og noget blandet , og i den sidste - en del blandet samt en masse afklippede buksedele fra Oskars utallige døde Adidas bukser, til brug af lapning af de mindre ødelagte bukser.

I et forsøg på at danne mig et overblik over hvad jeg egentlig har liggende af ting og sager - og noget blandet - gik jeg igang med skufferne. Hylderne var allerede pænt inddelt med plastkasser, så dem var jeg ikke så bekymret for. Der er ikke så forfærdeligt meget hulrum omkring dem, så det er overskueligt.

Blandt "noget andet" fandt jeg et næsten færdig net. Jeg kunne se på min telefon hvornår jeg havde klippet stoffet, for jeg havde et par billeder af kanindrengen, der sidder bastant ovenpå mit mønster og stoffet. 

Og så gik jeg tilbage i arkiverne for at se om jeg havde lavet et indlæg om nettet. Jojo...i 2015, sgisme. Jeg havde fået syet blomsterne fast, og jeg havde klippet forstof og syet yder og inderstof sammen, men så var der gået noget galt i hanken. Galt, som i: hov, de bliver vist ikke lige lange, der mangler 0.5 cm. Og så var det projekt ikke kommet videre.

Det tog mig 5 minutter at pille stingene op, 5 minutter at vende hankene, kridte af og klippe og krænge hankene tilbage så de kunne syes. 5 minutter at tråde maskinen og sy nye sømme, 5 minutter yderligere at sy de sidste sømme i nettet og ri de små huller i hankenes sidesømme. Færdig. Mindre end en halv time skulle der til, og så havde jeg det net som jeg net-op stod og manglede til at proppe min lace cardigan i, for nu, hvor jeg har samlet ærmer og krop for at strikke raglan, kan strikketøjet ikke være i en almindelig projektpose.

Nettet er syet efter et mønster fra bogen "Hånd i hanke. Sy og quilt" af Anne Pia Godske Rasmussen, jeg lånte den på biblioteket, og har tilsyneladende tænkt at det kunne være meget godt at kunne huske den bog, derfor har jeg taget et billede af den. Ellers vidste jeg det ikke.

Mja. Vi kunne vælge at forbigå det her i stilhed....

Hej, jeg hedder Linda, og jeg har vildt mange projekter igang. De skal gøres færdige, jeg siger det bare. Og når de er færdige, bliver jeg ung og slank og lykklig. Eller noget....

Strømper og sokker, og om at hoarde selvstribende...

Selvfølgelig er der da også sokker mellem de færdige projekter fra de mange måneders blogstilhed.

Ved efterårets strikkefestival fik jeg et par nøgler rødt Drops Big Fabel, et nøgle 6-trådet naturfarvet med lidt orange-blå striber, et nøgle blå selvstribende uld og et nøgle blåt selvstribende cotton-wool + 5 ngl Rasmillas tynde uld i farven sweetpea. Et ret behersket garnrov vil nogen nok mene, men jeg ved jo godt selv hvad der gemmer sig i mine skabe og skuffer...  

Det lille armbånd havde jeg set sidste gang jeg var på Svendborg vandrehjem og havde bestemt at hvis det stadig var der, skulle det med hjem.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Det røde big fabel blev til et gensyn med opskrift jeg har printet ud fra Garnstudio. Big Fabel er udgået, men passer også til for eksempel opskriften her med en tråd. Str 41, til Snorkfrøkenens julepakkekalender.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Det naturfarvede selvstribende skulle være sokker til Oskar. Der gemte sig en lille overraskelse i striberne, for frem sprang en sart lyslilla - DEN havde jeg ikke set komme!  

Jeg strikkede skafterne i rib; jeg plejer ellers at strikke dem i glat, men de har en irriterende tendens til at glide ned. Den lille mand lever på en pænt stor fod... det ligner lidt Dobbys fødder.

str 44, en ekstra julegave. 

 

 

 

 

 

Det øvrige strømpegarn har jeg faktisk glemt alt om, da det har gemt sig nederst i min strømpegarnsskuffe. Måske skal mit mål være at få det strikket op inden næste strikkefestival!

Sweetpea tynd uld/supersoft har jeg et mål med, nemlig en cardigan fra et tillæg til Hendes verden (?). Jeg faldt for både farve og mønster, og så er det jo heldigt at jeg lige fandt den rigtige farve ;o)

 

 

Og nu vi er ved strømperne; jeg har en hel del rester liggende. Det meste er selvstribende; jeg ved simpelthen ikke hvad der sker i mit hoved, når jeg står ved en kurv med selvstribende strømpegarner, men jeg MÅ eje dem! Nu har jeg efterhånden lært at stoppe mig selv og gå væk fra situationen/tilbuddet, men skaden er jo sket, iflg strømpegarnsskuffen.

 

 

 

For et par strikkefestivaller siden var vi i Esbjerg, hvor vi slog et smut forbi Ho strik. der købte jeg ensfarvet gråt, mørkeblåt, brunt og sort 4-trådet, som jeg ville bruge til at "berolige" nogle af resterne med. Jeg er faktisk ikke altid vildt begejstret for resultatet af det selvstribende garn. Jeg synes det er sjovt at bruge mine garnrester til sidste cm - mine egne altså, ikke andres. Der er en særegen tilfredsstillelse, og også en udfordring i det, for det skal se ordentligt ud. Det er ikke bare at høvle resterne sammen og så er den ged barberet.

PÅ et tidspunkt fandt jeg en strømpestrikkebog på biblioteket, og lykken ville at den senere kom på tilbud i Rema 1000. 

 

 

 

 

 

 

 

  

 

Jeg udvalgte mig de brunlige rester og gik igang Med et af mønstrene. Undervejs lavede jeg lidt om, originalhælen kunne jeg ikke så godt lide. De blev til en str 40-41, til Snorkfrøkenens fødselsdag i februar.

 

 

Det færdige resultat: det billede  vil  så  ikke vendes...