Næh, fru marsvin er ikke blevet religiøs; men min betagelse af FlyLady nærmer sig det små-religiøse - i hvert fald hvis man skal tolke magens udtryk når jeg flommer over af begejstring.
Jeg går metodisk til værks, følger 5 ugers planen så godt det kan lade sig gøre: i den forgangne uge var det soveværelset, der var i fokus. Og da jeg har været en god baby-fly'er, er alt rod væk. Fra sidste gang soveværelset var i fokus til den forgangne uge (5 uger) har jeg gjort hvad jeg kunne for at holde rodet ude og fjerne ting der ikke hører til, så snart jeg ser dem. Så da jeg skulle igang med de små daglige Kelly-missioner, var der ikke noget at lave. Altså definerede jeg dem selv, ud fra næsten samme devise: hvis nu min veninde åbnede mit klædeskab, hvad ville hun så se??
Aaarg...rod. Så der gik en 15 minutters stund med at rydde op og smide ud på et par hylder. Jeg fandt dog kun 10 ting at smide ud. Næste gnag jeg havde 15 minutters lyst til oprydning, fortsatte jeg til skufferne, een ad gangen. Det var en fryd at smide strømper ud. Hul? UUUUD! For tyk! For grim! UUUD!
Mine parfumer står i en lille æske inde i skabet, for da de stod i badeværelset, kunne man sommetider ikke trække vejret derude når de store havde børstet tænder: "hvorfor tror du vi har prøvet dine parfumer?" Men nede i æsken glemmer jeg dem. Nu er de stillet fint op, på de hylder jeg har sat pyntelister på, 2½ år efter at de blev sat op... maling? - venter. Babysteps...planen var oprydning, ikke maling. Om 5-10-15 uger er der måske tid/lyst.
Jeg fortsatte i linnedskabet: Æsken med små sæber, prøver på cremer, shampoer som magen har taget med hjem fra rejser: ud, ud, gemme, ud. FRYD!!! Og så kom jeg op på de 27...
Der er flere steder der kan bruge en gennemgang, men lige nu er jeg mæt og tilfreds: jeg har rykket lidt, og om 5 uger rykker det igen.
Som man måske kan fornemme, går jeg til den med alvor: jeg har lavet min egen control journal og defineret vores hus rengøringszoner. Ringbindet jeg købte for 13 år siden, til alle papirerne omkring den førstefødte, er blevet udnævnt til hus-bibel. Jeg syntes den skulle være pæn.
Den er/bliver personlig, og ikke en ren kopi af FlyLadys. Og alligevel opdager jeg undervejs, at jo, det er da smart at ungerne også kan finde adressen/mobilnummeret på fætter T i Randers, og så røg afsnittet med telefonnumre ind i mappen også. Nu ved de også hvor de skal finde klassens telefonnumre. Tiden var vist også løbet fra bogen med adresser og telefonnumre....
Og så er der afsnittet om menuplaner, hvor jeg lægger hver uges madplan ind - på bagsiden står præcise ingredienser og hvilken bog opskriften findes i. På et tidspunkt bliver det "a piece of cake" at lave menuplan: " skal vi snuppe uge 42?". Vi er alligevel så fastlåste i madvanerne - og dog, for sommetider kan det at få en rutine give plads til udskejelser. Så når man glad og fro er kommet hurtigt igennem de 5 af dagene, har man måske ligefrem mod på at finde en ny ret eller to til afprøvning.
Under samme fane har jeg indsat: husk til næste indkøb-sedlen, hvor jeg skribler hver gang jeg opdager noget der er i lavvande.
Der kommer også et afsnit til "ting der skal laves i haven/huset", hvor jeg kan samle de billeder jeg hiver ud af aviser/blade.
Jeg har lavet en ugeplan for den basale rengøring/pligter; der er blevet gjort rent, købt ind, vandet blomster som aldrig før - og pludselig har hele weekenden været fri. Underlig fornemmelse, sådan at vågne lørdag og vide at vi ingen pligter havde. Istedet fik vi taget hul på det uendelige antal af ting der skal laves omkring i huset.
Feks at støvsuge hvepse..... en ny pose i støvsugeren, røret hen til åbningen hvor de suser ind og ud, dingdingding, det lød lidt som popcorn der popper.... Nu ligger der en grøn pose i fryseren, fyldt med hvepse - for en sikkerheds skyld sugede vi lidt skumgummifyld (jep, det er Dolph-indmaden der stadig huserer) i til sidst for at besværliggøre evt udflyvning.
I dag havde vi tid til at tage en tur til Amager strandpark og undervejs stødte vi på en spændende legeplads. Faktisk var vores oprindelige plan at tage til Louisiana, men der blev buh'et fra mellemgruppen. Måske de lige skal forberede sig først, for fra nu af står den på weekend kultur!
Og nu venter aftensmaden - der efterfølges af et familiemøde. Nogen skal være med til at definere deres ugepligter....