Underligt nok kan jeg ikke finde et indlæg om den første Flicker jeg strikkede. Jeg strikkede den, mens vi var på Island, tilbage i 2014 - men da jeg bladrede tilbage, kan jeg ikke engang se indlæg om den tur? Det har nok skyldtes arbejdet, som var temmeligt påtrængende i den periode.
Nuvel - jeg strikkede Flicker for 2 år siden, af 2 ngl Opera med glimmertråd. Det blev en vældig fin hue, som skønjomfruen straks hapsede. Den var ellers lilla. Da jeg sad med alt mit restegarn spredt omkring mig tilbage i januar, kiggede hun interesseret på de to nøgler sorte opera med indlagt glimmer, som var resterne efter min smukke Acorns (åh hvor jeg savner den...) og spurgte om jeg ikke kunne strikke en sort hue til hende. Så måtte jeg til gengæld få den lilla tilbage. Sådan et tilbud siger man da ikke nej til...
Den tager ikke særlig lang tid at strikke og det passer fint med de to nøgler.
Her er et lidt skævt foto, for ungmøen ville helst ikke med på billedet. Kaninen gramsede vi på i en dyrehandel i Hvidovre og vi gik UDEN det lille bløde søde dyr med de nuttede små grå fødder...
Faktaboks:
Forbrug: 88 g Opera (med glimmer) fra Løvegarn, udgået.
Pinde: 3.5 til rib, 4 til pulden
Opskrift: Kim Hargreaves Flicker
Et sødt par - datteren og huen {;o)
Posted by: Lona | October 16, 2016 at 05:14 PM