Jeg har stadig gang i min lille plastkasse med enlige nøgler/rester. Der ryger jævnligt lidt nyt ned i den, når jeg gennemgår lageret, og lidt er der da også kommet ud af kassen. Jeg snufler jævnligt rundt på Pinterest og finder spændende ting, men bøger kan også bruges: jeg lånte en lille stak bøger på biblioteket, her iblandt Sisse's sjaler (1). Der var nogle der var ret godt egnede til restestrik, feks sjalet vidvinklen.
Så det gik jeg da igang med, havde nogle fine petrolfarver i supersoft der godt kunne mixes med en råhvid, der var kommet ind ad bagdøren. Et lidt kedeligt strikketøj, men fint til at se TV til - jeg tror det var sidste sæson af Downtown Abbey og Elementary der kørte henover skærmen i den periode. Som var lige i starten af juli ;o)
I den ene ende af sjalet tager man ud - i den anden ende laves vendestrik. Jeg var nu lidt i tvivl om hvad "strik til der mangler 3 m (+ omsl) før sidste vending" betød: er det 3 m (inclusive omsl, dvs 3 m ialt) eller er det 3 m og omsl (dvs 4 m ialt)? Nu kan jeg ikke huske hvad jeg gjorde, bare at jeg gjorde det konsekvent.
Jeg slog ikke samme antal op som foreslået, da jeg strikkede på pind 3,5 og gerne ville have det længere.
Da jeg syntes det var bredt nok, skulle der strikkes ret henover vendemaskerne i en kontrastfarve. Jeg forsøgte først med en bordeaux, siden med en lyserød - og endte med en af farverne i tørklædet. Det er sådan et "pænt" tørklæde, og jeg syntes ikke kontrastfarven klædte det.
Og så besluttede jeg mig for at hækle henover den ende hvor jeg havde skiftet farver - og jeg lavede pompoms i stedet for en kvast.
Så i virkeligheden minder det måske mere om forsidesjalet på Urban...
Anyway, jeg er tilfreds. Dog tænker jeg efter at have set modellerne fra den nye bog, at en flok krebsemasker henover farveskiftenden havde været pænere.
Og en i-cord aflukning henover vendemaskerne også kunne have været vældigt smukt.
Der er simpelthen en grund til at man er nødt til at gå i butikker og tage på Knitwork; man kan customize sit strik ;o)
Faktaboks:
garnforbrug: ialt 136 g af diverse rester i supersoft og lignende
pind: 3.5
opskrift: Vidvinkel, Sisse Chytræus
Og mens jeg sad og ledte efter links og kiggede på gamle fotos, opdagede jeg at de 100 g okker + 100 g råhvid (fandt et nøgle mere) + 1 ngl pink på nederste foto vil være perfekt til Ice cream sjalet. We like :o)
Jeg har bogen Sisses sjaler og er igang med at bruge af mit lager - den skal jeg da vist lige have kigge på {;o)
Posted by: Lona | October 16, 2016 at 06:14 PM
Roligt sjal i dæmpede farver...
Posted by: LindaT | October 10, 2016 at 10:19 PM