Strik til marsvin

Noget mere af det blandede

I en af skufferne, som altså ikke er specielt store, vi taler om 30x30x12cm, fandt jeg et særligt projekt. 

Min knap-pude. Startet kort efter at jeg gik ned med stress. Jeg syede 10 knapper om dagen, mens jeg lyttede til et eller andet fra e-reolen. En lille måneds tid senere blev jeg færdig. Og så lå pudestykket lidt her og lidt der, til det endte i skuffen. 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Jeg tænker at det ikke er en pude, man sidder sådan lækkert henslængt på/opad. Den er mere et symbol på at man skal bruge sit liv på ting der bringer glæde. Og at det der med et meningsfuldt liv måske skal ses fra mange kanter. Jeg opdagede i hvert fald at min identitet i høj grad lå forankret i mit arbejde. Og mindre i min livsglæde, livskvalitet. Og hvis der så kommer så voldsom en ubalance som der gjorde dengang, så har man ikke noget at stå imod med. 

 

Det var både en hård og dejlig periode på samme tid.

Dejlig, fordi jeg bare var nødt til at være mig og fylde mit liv ud med overskuelige ting indenfor de rammer jeg var udstukket. Stå tidligt op, ligge på gulvet og lave nogle maveøvelser på gulvet med kanin der hoppede omkring mig og kyssede mig på øjenlågene, gardinerne der løftede sig stille i morgenbrisen. Ro på. 

Hård, fordi jeg på den anden side af perioden ikke længere var den samme. Og jeg er aldrig blevet den samme. Måske var det verdensaltets måde at ruste mig til at der ude i fremtiden ville ske ting, der ville vende min verden på hovedet og sende mig i en retning hvor jeg ville være tvunget til at svære eller bitre valg. 

Jovist var jeg da bitter, jeg elskede at arbejde i laboratoriet. Men det var jo på tide at jeg stoppede op og overvejede min fremtid. Og måske skulle arbejde og hobby ikke være den samme ting, måske skulle jeg lære at holde fri, når jeg kunne? Give slip på min ansvarsfølelse, og ikke bære så store byrder på mine skuldre.

 

I dag er jeg et glad menneske, der hviler meget mere i mig selv. Jeg elsker at have komplicerede projekter, men jeg ved præcis hvornår mit bæger er fuldt, og hvornår jeg ikke skal påtage mig flere ting. Jeg påtager mig ikke opgaver jeg ikke kan overskue omfanget af. Arbejdspladsen har også meget at sige; jeg føler mig supergodt tilpas mellem mine kollegaer, jeg kan bruge min risikoradar og jeg bliver lyttet til og taget alvorlig. 

Til gengæld har jeg det svært med både her-og-nu aftaler og de fastsatte. De kan godt give mig lidt åndenød, specielt når hr mand er ude at rejse. For så sker der helt sikkert mindre katastrofer, og jeg får svært ved at nå det hele. 

Jeg strikker og sysler med ting. Og her er min knappude. 

Bedre sent end aldrig

Det er slet ikke det ringeste motto at have, når man har gang i mange ting.

I mit projektmausoleum, tidligere kendt som Snorkfrøkenens værelse, står et trefløjet garderobeskab. Der er plads til meget garn og meget stof. Og der er også et par skuffer, hvoraf den ene har været dedikeret til indlægsstoffer - og noget blandet, den anden har der været silke-filtningsting - og noget blandet , og i den sidste - en del blandet samt en masse afklippede buksedele fra Oskars utallige døde Adidas bukser, til brug af lapning af de mindre ødelagte bukser.

I et forsøg på at danne mig et overblik over hvad jeg egentlig har liggende af ting og sager - og noget blandet - gik jeg igang med skufferne. Hylderne var allerede pænt inddelt med plastkasser, så dem var jeg ikke så bekymret for. Der er ikke så forfærdeligt meget hulrum omkring dem, så det er overskueligt.

Blandt "noget andet" fandt jeg et næsten færdig net. Jeg kunne se på min telefon hvornår jeg havde klippet stoffet, for jeg havde et par billeder af kanindrengen, der sidder bastant ovenpå mit mønster og stoffet. 

Og så gik jeg tilbage i arkiverne for at se om jeg havde lavet et indlæg om nettet. Jojo...i 2015, sgisme. Jeg havde fået syet blomsterne fast, og jeg havde klippet forstof og syet yder og inderstof sammen, men så var der gået noget galt i hanken. Galt, som i: hov, de bliver vist ikke lige lange, der mangler 0.5 cm. Og så var det projekt ikke kommet videre.

Det tog mig 5 minutter at pille stingene op, 5 minutter at vende hankene, kridte af og klippe og krænge hankene tilbage så de kunne syes. 5 minutter at tråde maskinen og sy nye sømme, 5 minutter yderligere at sy de sidste sømme i nettet og ri de små huller i hankenes sidesømme. Færdig. Mindre end en halv time skulle der til, og så havde jeg det net som jeg net-op stod og manglede til at proppe min lace cardigan i, for nu, hvor jeg har samlet ærmer og krop for at strikke raglan, kan strikketøjet ikke være i en almindelig projektpose.

Nettet er syet efter et mønster fra bogen "Hånd i hanke. Sy og quilt" af Anne Pia Godske Rasmussen, jeg lånte den på biblioteket, og har tilsyneladende tænkt at det kunne være meget godt at kunne huske den bog, derfor har jeg taget et billede af den. Ellers vidste jeg det ikke.

Mja. Vi kunne vælge at forbigå det her i stilhed....

Hej, jeg hedder Linda, og jeg har vildt mange projekter igang. De skal gøres færdige, jeg siger det bare. Og når de er færdige, bliver jeg ung og slank og lykklig. Eller noget....

Strømper og sokker, og om at hoarde selvstribende...

Selvfølgelig er der da også sokker mellem de færdige projekter fra de mange måneders blogstilhed.

Ved efterårets strikkefestival fik jeg et par nøgler rødt Drops Big Fabel, et nøgle 6-trådet naturfarvet med lidt orange-blå striber, et nøgle blå selvstribende uld og et nøgle blåt selvstribende cotton-wool + 5 ngl Rasmillas tynde uld i farven sweetpea. Et ret behersket garnrov vil nogen nok mene, men jeg ved jo godt selv hvad der gemmer sig i mine skabe og skuffer...  

Det lille armbånd havde jeg set sidste gang jeg var på Svendborg vandrehjem og havde bestemt at hvis det stadig var der, skulle det med hjem.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Det røde big fabel blev til et gensyn med opskrift jeg har printet ud fra Garnstudio. Big Fabel er udgået, men passer også til for eksempel opskriften her med en tråd. Str 41, til Snorkfrøkenens julepakkekalender.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Det naturfarvede selvstribende skulle være sokker til Oskar. Der gemte sig en lille overraskelse i striberne, for frem sprang en sart lyslilla - DEN havde jeg ikke set komme!  

Jeg strikkede skafterne i rib; jeg plejer ellers at strikke dem i glat, men de har en irriterende tendens til at glide ned. Den lille mand lever på en pænt stor fod... det ligner lidt Dobbys fødder.

str 44, en ekstra julegave. 

 

 

 

 

 

Det øvrige strømpegarn har jeg faktisk glemt alt om, da det har gemt sig nederst i min strømpegarnsskuffe. Måske skal mit mål være at få det strikket op inden næste strikkefestival!

Sweetpea tynd uld/supersoft har jeg et mål med, nemlig en cardigan fra et tillæg til Hendes verden (?). Jeg faldt for både farve og mønster, og så er det jo heldigt at jeg lige fandt den rigtige farve ;o)

 

 

Og nu vi er ved strømperne; jeg har en hel del rester liggende. Det meste er selvstribende; jeg ved simpelthen ikke hvad der sker i mit hoved, når jeg står ved en kurv med selvstribende strømpegarner, men jeg MÅ eje dem! Nu har jeg efterhånden lært at stoppe mig selv og gå væk fra situationen/tilbuddet, men skaden er jo sket, iflg strømpegarnsskuffen.

 

 

 

For et par strikkefestivaller siden var vi i Esbjerg, hvor vi slog et smut forbi Ho strik. der købte jeg ensfarvet gråt, mørkeblåt, brunt og sort 4-trådet, som jeg ville bruge til at "berolige" nogle af resterne med. Jeg er faktisk ikke altid vildt begejstret for resultatet af det selvstribende garn. Jeg synes det er sjovt at bruge mine garnrester til sidste cm - mine egne altså, ikke andres. Der er en særegen tilfredsstillelse, og også en udfordring i det, for det skal se ordentligt ud. Det er ikke bare at høvle resterne sammen og så er den ged barberet.

PÅ et tidspunkt fandt jeg en strømpestrikkebog på biblioteket, og lykken ville at den senere kom på tilbud i Rema 1000. 

 

 

 

 

 

 

 

  

 

Jeg udvalgte mig de brunlige rester og gik igang Med et af mønstrene. Undervejs lavede jeg lidt om, originalhælen kunne jeg ikke så godt lide. De blev til en str 40-41, til Snorkfrøkenens fødselsdag i februar.

 

 

Det færdige resultat: det billede  vil  så  ikke vendes...

Winter is coming

Det siger de ret ofte i Game of Thrones. Jeg fattedeikke en lyd når de unge omkring mig jublede om at "Det er GoT-tid". Gin og Tonic? What? Og al den hype omkring sidste afsnit, og Frelser kirkes klokkespil der bimlede titelmelodien. Gjorde de også det, da Matador rullede på skærmene? 

Jeg mente bestemt ikke at jeg havde behov for at se serien. Desuden har jeg ikke HBO, og så kunne det da især være lige meget. Det var så indtil Fie fik abonnement på HBO, og tilfældet ville at vi sad en aften i en stor airBnB dobbeltseng med et giga fjernsyn foran os. Hun var overtræt og trængte til at lukke tankerne ned med lidt visuel afledning, og jeg trængte til at strikke og ikke snakke med nogen. Så vi så første afsnit. Oh shit, hvor var der mange familier at holde rede på. Så vi så et afsnit mere, bare for at se om det var værd at se mere. Og næste formiddag et mere, inden de andre vågnede... Da den forlængede weekend i Århus var slut, havde vi set det meste af første sæson. 

Winter is far from coming. Men der er ikke noget galt i at være lidt velforberedt. 

På Instagram så jeg at en strikker var begyndt på Perianth mittens - dem havde jeg da også liggende, den ene manglede bare tommeltotten, den anden var halvvejs. De blev gravet frem, pindene sad stadig i, for det var ikke så længe siden jeg havde haft dem fremme.

 

Og jeg vidste også godt hvorfor jeg nølede sådan omkring dem. De var nemlig lidt lange i det. Så jeg ville filte dem, og jeg syntes at kunne huske fra nogle små vanter jeg lavede til Oskar i samme garn (Rauma Finull), at det primært var i længden at de trak sig sammen. Men men men... Ville de have den rigtige længde? Og var det nu værd at lave dem færdige, hvis jeg ikke kunne passe dem? Jeg startede på dem i 2011-12 stykker. Så... Måske var det på tide at tage beslutningen om at lave dem færdig, og måske ende med at sige: de blev ikke helt som jeg havde regnet med - men måske en anden kan passe dem? Så - på med vanten, strikke strikke, Og det tog næsten ingen tid, så var de færdige. De fik en tur på almindeligt vaskeprogram (40 grader, ikke uld), så de kunne filte en lille smule. Jeg kunne svagt erindre at Oskars minivanter (kig i Gallery 2009, det er billede nr 5) krævede 2x40 grader for bare at krympe en lillebitte smule.

De er blevet så vældigt fine. Og de passer på en studs, Fru Christoff! Næsten. Før vask var der også noget med tommeltotten, den var lidt stram. Den er ikke blevet strammere af filtningen, faktisk er der ikke gået noget af bredden ved filtningen, kun længden, og kun et par cm. De poser en anelse over manchetten, så hvis jeg laver et par mere - og det kunne jeg godt finde på - vil jeg starte tommeltot lidt før, en 4 pinde cirka, hvis de er til mig selv. Og gøre tommeltotten bredere. Det må kunne lade sig gøre at sætte et par masker ind i mønsteret.

 Er det til en med længere fingre end mig, ændrer jeg ikke noget, udover tommeltotten. 

Der gik 46 g af den mørkebrune, og 32 g af den petrolgrønlige Rauma Finull, på pinde 3 (bambus). Desværre tror jeg ikke at man kan købe Rauma Finull i Danmark efter at Rasmilla fik navne/ejerskifte. Ærgerligt nok, det er måske ikke så populært - det virker lidt kradsende mens man strikker, men det bliver superblødt og lækkert ved vask. 

Note: man kan købe Rauma Finull i et væld af farver hos Fru Pigalopp i Hillerød!

Selvangivelse

I øjeblikket har jeg fokus på at færdiggøre projekter. Det startede egentlig med at jeg lavede en liste over ting jeg havde i gang, og den udvidede jeg så med alle de hengemte projekter, strik, sy, perler, broderi - den blev lang. Pinligt lang. Hæmmende lang. Så lang at jeg blev slået helt hjem og ikke havde flere seksere. Så må man jo sidde over.

 

Her i starten af året gik jeg dedikeret igang fra en ende af. Jeg havde fået en fin æske til at sortere broderigarn i til jul, og mens jeg møjsommeligt vandt broderigarnet op, fik jeg lyst til at brodere.

Nisserne fra forrige indlæg havde jeg haft fremme, men nu gjorde jeg dem færdige. Helt færdige. Og det gav lyst til at gøre mere færdigt. 

Så det blev de "colourful cobblestones"  tur. De er i hvert fald færdigbroderede, men jeg tænker stadig på hvad jeg vil med dem. Oprindeligt skulle de indfældes i en pude, men på det tidspunkt jeg blev færdig, passede farverige puder ikke ind i min stue, i hvert fald ikke sammen med det lilla ternede gulvtæppe.

Nu er det lilla ternede gulvtæppe her ikke længere - det vender vi også tilbage til en dag - og jeg tror måske jeg vil indfælde dem som i den mere afdæmpede variant af broderikittet, nemlig midt i et ensfarvet stykke stof, og ikke som det øverste link, som udgangspunktet for farvede striber som i et flag.

Men jeg synes selv at det er vældigt: nu er der ikke flere påbegyndte ting i broderiskuffen. Og selvom jeg fik to broderikits i julegave, er jeg ikke startet på dem. Jeg tænker lidt på hvad formålet skal være; det er tomaten og agurken fra Fru Zippe. jeg tror ikke de skal hænges op som billeder - men skal de være puder? Eller projektposer? Eller som en del af en dækkerserviet? Forslag modtages gerne!

Og mens jeg tænker over det, er der flere projekter der afsluttes.

En blå velourkjole, som jeg startede på før jeg ventede Magnus... Vi taler om 1994-95. Stilen passede ikke til mig idag, men den ville være fin til ungfrøkenen. Så jeg fik syet kantbelægningen på, lagt kjolen op og syet knapper i. Det tog jo ingen tid, da jeg først havde fundet ud af hvad der skulle ske.

One down, more to go....

 

Ps - jeg har fundet ud af hvordan jeg vender billederne, hurra!

Første indlæg i 2019

En gang imellem forvilder min iPad sig hen i sofaen. Jeg bruger den oftest til at vise yoga med Adriene (det tager vi en anden dag), og helst ikke andet. Jeg ved at hvis jeg forvilder mig ind på Pinterest, sidder jeg fast i timer. Jeg har forsøgt at skære ned på min dimsetid med skærme, og det er lige med at finde det forbrug og de sider der giver mest kvalitet og glæde. 

Den anden dag hoppede jeg så ind på Feedly, og så at Angelika  havde postet et indlæg. Hun skrev blandt andet at blogverdenen var blevet lidt kedelig. Og det inspirerede mig til at finde min egen blog frem... Hold da op, hvor er det længe siden jeg var her sidst! Det er ikke fordi jeg ikke har noget at vise, eller for den sags skyld sige.

Jeg har brugt en del tid på at gå i tomgang på Facebook - nu er den fase vist udlevet. Jeg synes der er så utroligt meget negativ snak, og jeg har da også lært at manøvrere rundt og undgå at blive irriteret over negativiteten. Nu bruger jeg kun FB til at holde kontakt og holde mig orienteret om hvad der sker i mit boligområde.

I stedet bruger jeg så tid på Instagram. Der er så meget inspiration at finde, men det er ikke den bedste flade til brug af mange ord. 

Så måske er det nu tid til at genoplive bloggen. I dag er perfekt: det er Oskars fødselsdag, vejret er noget hø, og ingen af os gider noget som helst. Lige nu bager hr mand og ungfrøkenen kanelsnegle, Oskar spiller ps4 og glæder sig til at vennerne kommer til overnatning. Tidligere tog vi i Tivoli på dagen med 3 af hans venner, men han proklamerede for et par uger siden at det gad han ikke mere. 

Nu tager han af og til selv derhen med et par venner, så det magiske er nok gået af den oplevelse.

 

Jeg sidder i stolen i karnappen og strikker på Sanne Fjallands lace cardigan. Materialer blev indkøbt sidste år på Saltum uldfestival, som var en rigtig fin oplevelse. Det gør jeg gerne igen, det behøver ikke at være hvert år - der skulle jo gerne være tid til at få projektindkøbene kringlet om til et færdigt produkt.

Jeg blev færdig med bullen i rib og lace efter et par uger med strik i toget. Lacemønsteret voldte mig virkelig kvaler i starten, jeg troede aldrig at jeg ville kunne få det til at glide uden opskrift, og overvejede at tegne det op som en tatovering på min håndryg. Men pludselig så jeg lyset og så kørte det bare.

Nu skal jeg lige lave de to ærmer i glatstrik, så er det tilbage til lacemønsteret.

Jeg er begyndt at tage toget et par gange om ugen, dels for at aflaste min svangsene i højre fod, der stadig giver problemer, dels for at give mig selv en afslappet strikkestund og ikke mindst for ikke at køre over det tilladte km-forbrug på den leasede bil. Jeg har fået lavet så mange ting færdige og genvundet min glæde ved at nørkle. Det er ikke altid lige fedt at være med offentlig transport pga aflysninger, elevatorer der er ude af funktion og den manglende plads i cykelvognen. Jeg tager ellers afsted megatidligt men det gør de andre også, måske fordi prisen pr vej 10kr lavere. Det løber op i 100kr på en uge. Tager jeg med toget 10 min senere er det myldretid, men til gengæld er pladsen rigtig god i toget. 

Hvis jeg lod cyklen stå i Hillerød ville to af problemerne være løst. Måske skal jeg have mig en cykel til fritidsbrug. 

Nu prøver jeg lige at lægge et billede eller to ind. Og så tænker jeg at der fremover kommer et indlæg med jævne mellemrum, som i et par gange om ugen