Det føles som om selve inderpuden vokser en lille smule hver dag. Jeg hækler og hækler, men der mangler hele tiden et par omgange. Jeg er allerede 2 omgange længere end opskriften anslår til en 40 cm pude. Derfor har jeg også hæklet bagstykket for at være sikker på at der er garn nok; det er ikke en farve der behøver at være i min restekasse. Jeg tænker tomatpure i yoghurt/creme fraiche? En lidt mørkere udgave af klassikeren thousand island dressing?
Begge puderne er til min mor og passer med den cognacfarvede sofa hun har. Denne sommer kommer hun ingen steder, for hun rejser ikke alene og min bror vil ingen steder pga sin gamle kat. Min stedfar døde sidste sensommer efter et meget kort sygdomsforløb. Han cyklede afsted til dagen før han blev indlagt, helt efter bogen om den seje jyde “det går nok væk imorgen”. Der var godt nok noget der ikke var så godt, men lægen var jo på ferie. Det gik nok. Det var også typisk at min far blev dårlig når lægen tog ferie.
Da min bror første gang sms’ede om at den vist var helt gal med den gamle, og at mor troede det var sukkersyge, prøvede vi at presse på for at få dem til at opsøge en læge. Neeeej, de ville da ikke være til besvær. Jeg prøvede selv at kontakte 1813, for de symptomer de omtalte, kunne man ikke sidde overhørig og slet ikke i den hedebølge. 1813 foreslog at min bror tog til mine forældre og evt ringede for dem, for de kunne ingenting gøre når min far ikke selv tog kontakt.
Neeeejnej, det gik nok over i morgen. Han skulle ikke ringe for dem.
Der gik endnu en uge, så svulmede hans ben op så han ikke kunne cykle. Nu mente de nok at de skulle tale med en læge... altså imorgen. Næste dag fik de så ringet og fik en tid - de tog heldigvis en taxi. Lægen sendte ham direkte på Skejby. Jeg havde bedt min mor om at tage oplader og noget mad med. For jeg var sikker på at en indlæggelse var udfaldet, for om det så bare var en dehydrering ville de ikke sende en 83 årig hjem i den hede med besked på at drikke lidt ekstra. Jeg vidste nu godt at det ikke kun var en dehydrering, men ikke at klokken var i gang med de sidste slag.
Den næste dag var han gul, som hvis han havde taget en overstregningstusch og malet hver en cm af kroppen. Gul med gult på. En uge senere havde de et resultat af de mange scanninger. Tyktarmskræft, som havde spredt sig til leveren, hvor der nu sad en 18-20 cm tumor. De ville forsøge med et dræn, for at se om de kunne få levertallene til at falde. Behandling, mja... det ville måske forlænge med 3-4 mdr.
Efter weekenden måtte lægerne meddele at der ikke var mere at gøre, og at de anbefalede hospice, og de ville forsøge at få plads indenfor de næste 24 timer. Der var nu gået 10 dage siden indlæggelsen. Jeg pakkede den ældstefødte i bilen og vi kørte til Århus tirsdag morgen, for at hjælpe min mor med det praktiske. Hun var udkørt af at køre frem og tilbage med bus, og ulykkelig og rådvild.
Vi hentede min bror og så min mor og derpå til Skejby, hvor min far havde stue med udsigt til helikopterplatformen. Hans største fornøjelse i de dage. Det er nok svært at se hvor hurtigt det går nedad når man sidder hos en syg dag ud og ind. Vi så en svag og afkræftet mand, der næsten ikke kunne tale, fik ilt og havde store blødninger under huden. Lægen holdt mit blik fast da han sagde: vi risikerer at han dør i ambulancen på vej til hospice. Vi vil gerne fjerne drænet, da det generer ham. Det vil fremskynde processen... jeg tror at min mor forstod at der ikke var langt igen, men samtidig var det så uvirkeligt for hende, for de havde jo cyklet på indkøb dagen før han blev indlagt? Og gjorde de nu hvad de kunne, hun var sikker på at de bare ville af med den gamle mand.
Magnus havde sendt besked til hr mand om at det ikke så godt ud, så jeg fik et opkald: skal jeg ikke hente de to yngste og tage toget til Århus? De kunne være der ved 18-tiden. Vi tog min mor hjem for min far var træt og ville sove. Hun livede noget op ved at der var liv i hjemmet. Efter et par timer ville hun gerne tilbage, og det passede så med at jeg kunne hente de andre ved Hovedbanegården.
Han blev SÅ glad for at se Fie og Oskar, hans øjne strålede og han fortale vittigheder og lavede sjov med dem. Og så blev han træt. Så vi tog ud for at spise. Magnus og jeg sov hos min mor, de 3 andre tog på sleep-in. Jeg var overbevist om at hospitalet ville ringe i løbet af natten.
Næste morgen hentede vi min bror, de andre havde fornøjelsen af letbanen. På en nat var det gået stærkt. Blikket var mat, han var der i glimt men så træt at han faldt ud af og til og blev forvirret og gentog sig selv. Sygeplejerskerne havde hentet is til ham til aftensmad, da han ikke kunne få koldskålen ned. Fie græd. Oskar græd. Så vi besluttede os for at sige farvel så alle kunne få fred. Mere gråd.
To dage senere var det overstået, og i stedet begyndte min mors strabadser. For hun kunne da bekymre sig om alt og se katastrofer overalt. Hun sov ikke, gik i tomgang med sine tanker og var overbevist om at hun måtte gå fra hus og hjem. Og de breve som hun fik ifht boet, gjorde hende rædselsslagen : “De er bobestyrer og skal rydde boet”. Skal jeg flytte?! Der står at jeg skal flytte!!
Jeg måtte ringe til de forskellige instanser om alt fra boligtilskud, pension, boligforening og tale hende til ro klokken 6 om morgenen. Jeg tog tilbage til Århus for at hjælpe lidt inden bisættelsen. Hun havde brug for at gå igennem forløbet igen og igen. Hvad nu hvis de var gået til lægen en uge før? Og hvorfor havde lægen ikke set det ved hans sidste undersøgelse ?(som var 2.5 år tidligere...)
Det er heldigvis blevet bedre med tiden, og i maj var vi tilbage for at hjælpe med at tømme kælderrummet. Min far var SAMLER! Ikke som man ser det på TV, men den samlemani som mennesker tilegner sig, når de er vokset op under trange kår og har været nøjsomme hele livet. Eksempel: vi fandt 15 kasser med ventiler - det der ALTID er tilbage når lim og lapper er brugt op. Måske får man brug for det engang... 7 kosteskafter. Uden kostehoved. Et hav af plasticbaljer og kurve. Tomme kasser, rigtigt mange af dem. Brugte sko i hver deres skotøjsæske. Gammelt tøj.
Min mor gav slip på alt, der var ikke noget sentimentalt der ifht feks hans gamle gummistøvler.
Hun har endda tilladt sig at smide nogle af hans blomster ud som hun ikke brød sig om.
Hun gør stadig meget ud af sit hjem så et par nye puder kan hun nok godt bruge. Og det var så den historie, der blandt andet blokerede min skrivelyst. Let it go...
