Jeg er på feriedag nr 3, som bruges til at hundesitte Coco. I går var hun meget træt. Vi tog til Amager aftenen før for at vise hende havet, og undervejs samlede vi Ældstedrengen op. Han har ønsket sig en hund i adskillige år, og vi overvejede om Cocos indlemmelse i familien ville betyde at han flyttede hjem - men det gjorde han nu ikke.
Og måske skal vi lige starte med at runde de tre poder, for fremover kommer de ikke til at figurere synderligt på bloggen.
Ældstesønnen er flyttet til Amager, og bor nu med sin kæreste. I går fik han besked på at han var blevet optaget på det studie han ønskede. Så er der check på ham. Han har taget en kort idrætsuddannelse på Poul Petersens idrætsinstitut, og det er også den vej, han fortsætter. Han er fysisk meget aktiv med deltagelse i diverse Ironmans og maratons. Det er ikke fra mig han har det, lad os bare få det rene.
Mellemstedatteren har boet på et bosted for unge psykisk syge på Amager de sidste 2.5 år og har fået det så meget bedre at hun kan flytte i egen lejlighed. Det ser hun rigtigt meget frem til. Planen er at hun skal starte på HF næste sommer. Forinden drømmer hun om at komme på højskole. Det er ikke en lille ting, hun er på ingen måde kommet let henover de bump hun har mødt og der venter sikkert mange endnu, men i det store hele, på vej mod succes. Det lå ikke ligefrem i kortene, da hun blev indlagt i psykotisk tilstand sommeren 2016, og det tog et helt år at finde frem til den rigtige medicin. Men siden er det rykket, omend langsomt, i den rigtige retning. Man kan godt være stædig og sej selvom man er sårbar og skrøbelig. Hun er vanvittig dygtig til lyrik, og har skrevet og opsat store dele af et teaterstykke, de spillede på AFUK.
Oskar, som nu er 14 år, og dermed er bloggen altså også 14 år, skal i 8'ende klasse efter sommerferien. Han er højlydt som altid (vi kaldte ham engang vuvuzelaen), empatisk og en god og loyal kammerat. Han kan godt lide fodbold, når han ikke hader det. Han spiser alt, hvis det passer ham. Han kan spille PS4 dagen lang, hvis han fik lov. Han er sløv, umulig at aktivere - og dermed en helt normal 14-årig. Og helt sin egen.
Og så er der lille Coco. Ganske som Oskar bragte lys og glæde i familien da han kom til, fylder hun dagene med glæde og overraskelse over de små ting i hverdagen. Se, en motorcykel, en brumbasse, et stykke ispapir, en dum fjer. Alt granskes nøje. Er det en ven? Lige nu ligger hun på dørtærsklen mellem entre og stue, så kan hun bedre overskue hele matriklen. Og hun SNORKER! Strækker sig lidt, klynker i søvne.. Jeg har sat stille muzak på, så der ikke er alt for stille. Hun er heldigvis ikke hund med meget lyd, og sådan skal det helst forblive, når man bor i en lydt opgang med mange aktive beboere.
Nede på gaden brummer slamsugeren stadig - den er meget farlig, siger det bare. Coco nægtede at gå forbi den. Jeg prøvede ellers at bære hende rundt om den og røre ved den. Nope, dame. Vi skal den anden vej. Nej, faktisk overhovedet ikke, vi skal hjem, lige nu. Og så spurtede hun ellers hen til indgangsdøren igen.
Mens hun snoozer, forsøger jeg at få flyttet filer fra diverse gamle PC-lig over på den substitut, magen har overdraget til mig. Jeg har utroligt mange planer, jeg har svært ved at få ført ud i livet, og det her med at få samlet filer og tømt PC'ere har ventet længe. Næste store plan er at få sat styr på alle billederne af ungerne gennem årene. Der er noget særligt over fotoalbums.
Den ny pc betyder også at jeg har adgang til alle mine fotos på telefonen, og NU bliver det let at blogge igen!
Det tager bare utroligt lang tid at overføre data, så jeg er gået igang med et simpelt broderi, jeg fik i fødselsdagsgave af Oskar, en PYT pude med piv. Jeg er også igang med agurken, også Fru Zippe, og den er ikke helt så simpel. Men jeg bliver konstant afbrudt, fordi pc gør opmærksom på at en fil kan ikke overføres. Det vil jeg da gerne lige tage stilling til. Halvdelen af dataene får jeg nok aldrig brug for, men lur mig, om ikke de lige pludselig blev supervigtige, hvis jeg smed dem ud....
Nu kan jeg så se, at fotos ikke bliver uploadet til deling ligeså hurtigt som jeg kunne tænke mig.... så istedet for et billede af min broderifremgang må jeg nøjes med et billede af Coco.
Hun har opdaget glæden ved at snuppe sko og bide i dem. Så kan vi lære at sætte dem de rigtige steder!
