Strik til marsvin

Winter is coming

Det siger de ret ofte i Game of Thrones. Jeg fattedeikke en lyd når de unge omkring mig jublede om at "Det er GoT-tid". Gin og Tonic? What? Og al den hype omkring sidste afsnit, og Frelser kirkes klokkespil der bimlede titelmelodien. Gjorde de også det, da Matador rullede på skærmene? 

Jeg mente bestemt ikke at jeg havde behov for at se serien. Desuden har jeg ikke HBO, og så kunne det da især være lige meget. Det var så indtil Fie fik abonnement på HBO, og tilfældet ville at vi sad en aften i en stor airBnB dobbeltseng med et giga fjernsyn foran os. Hun var overtræt og trængte til at lukke tankerne ned med lidt visuel afledning, og jeg trængte til at strikke og ikke snakke med nogen. Så vi så første afsnit. Oh shit, hvor var der mange familier at holde rede på. Så vi så et afsnit mere, bare for at se om det var værd at se mere. Og næste formiddag et mere, inden de andre vågnede... Da den forlængede weekend i Århus var slut, havde vi set det meste af første sæson. 

Winter is far from coming. Men der er ikke noget galt i at være lidt velforberedt. 

På Instagram så jeg at en strikker var begyndt på Perianth mittens - dem havde jeg da også liggende, den ene manglede bare tommeltotten, den anden var halvvejs. De blev gravet frem, pindene sad stadig i, for det var ikke så længe siden jeg havde haft dem fremme.

 

Og jeg vidste også godt hvorfor jeg nølede sådan omkring dem. De var nemlig lidt lange i det. Så jeg ville filte dem, og jeg syntes at kunne huske fra nogle små vanter jeg lavede til Oskar i samme garn (Rauma Finull), at det primært var i længden at de trak sig sammen. Men men men... Ville de have den rigtige længde? Og var det nu værd at lave dem færdige, hvis jeg ikke kunne passe dem? Jeg startede på dem i 2011-12 stykker. Så... Måske var det på tide at tage beslutningen om at lave dem færdig, og måske ende med at sige: de blev ikke helt som jeg havde regnet med - men måske en anden kan passe dem? Så - på med vanten, strikke strikke, Og det tog næsten ingen tid, så var de færdige. De fik en tur på almindeligt vaskeprogram (40 grader, ikke uld), så de kunne filte en lille smule. Jeg kunne svagt erindre at Oskars minivanter (kig i Gallery 2009, det er billede nr 5) krævede 2x40 grader for bare at krympe en lillebitte smule.

De er blevet så vældigt fine. Og de passer på en studs, Fru Christoff! Næsten. Før vask var der også noget med tommeltotten, den var lidt stram. Den er ikke blevet strammere af filtningen, faktisk er der ikke gået noget af bredden ved filtningen, kun længden, og kun et par cm. De poser en anelse over manchetten, så hvis jeg laver et par mere - og det kunne jeg godt finde på - vil jeg starte tommeltot lidt før, en 4 pinde cirka, hvis de er til mig selv. Og gøre tommeltotten bredere. Det må kunne lade sig gøre at sætte et par masker ind i mønsteret.

 Er det til en med længere fingre end mig, ændrer jeg ikke noget, udover tommeltotten. 

Der gik 46 g af den mørkebrune, og 32 g af den petrolgrønlige Rauma Finull, på pinde 3 (bambus). Desværre tror jeg ikke at man kan købe Rauma Finull i Danmark efter at Rasmilla fik navne/ejerskifte. Ærgerligt nok, det er måske ikke så populært - det virker lidt kradsende mens man strikker, men det bliver superblødt og lækkert ved vask. 

Note: man kan købe Rauma Finull i et væld af farver hos Fru Pigalopp i Hillerød!

Selvangivelse

I øjeblikket har jeg fokus på at færdiggøre projekter. Det startede egentlig med at jeg lavede en liste over ting jeg havde i gang, og den udvidede jeg så med alle de hengemte projekter, strik, sy, perler, broderi - den blev lang. Pinligt lang. Hæmmende lang. Så lang at jeg blev slået helt hjem og ikke havde flere seksere. Så må man jo sidde over.

 

Her i starten af året gik jeg dedikeret igang fra en ende af. Jeg havde fået en fin æske til at sortere broderigarn i til jul, og mens jeg møjsommeligt vandt broderigarnet op, fik jeg lyst til at brodere.

Nisserne fra forrige indlæg havde jeg haft fremme, men nu gjorde jeg dem færdige. Helt færdige. Og det gav lyst til at gøre mere færdigt. 

Så det blev de "colourful cobblestones"  tur. De er i hvert fald færdigbroderede, men jeg tænker stadig på hvad jeg vil med dem. Oprindeligt skulle de indfældes i en pude, men på det tidspunkt jeg blev færdig, passede farverige puder ikke ind i min stue, i hvert fald ikke sammen med det lilla ternede gulvtæppe.

Nu er det lilla ternede gulvtæppe her ikke længere - det vender vi også tilbage til en dag - og jeg tror måske jeg vil indfælde dem som i den mere afdæmpede variant af broderikittet, nemlig midt i et ensfarvet stykke stof, og ikke som det øverste link, som udgangspunktet for farvede striber som i et flag.

Men jeg synes selv at det er vældigt: nu er der ikke flere påbegyndte ting i broderiskuffen. Og selvom jeg fik to broderikits i julegave, er jeg ikke startet på dem. Jeg tænker lidt på hvad formålet skal være; det er tomaten og agurken fra Fru Zippe. jeg tror ikke de skal hænges op som billeder - men skal de være puder? Eller projektposer? Eller som en del af en dækkerserviet? Forslag modtages gerne!

Og mens jeg tænker over det, er der flere projekter der afsluttes.

En blå velourkjole, som jeg startede på før jeg ventede Magnus... Vi taler om 1994-95. Stilen passede ikke til mig idag, men den ville være fin til ungfrøkenen. Så jeg fik syet kantbelægningen på, lagt kjolen op og syet knapper i. Det tog jo ingen tid, da jeg først havde fundet ud af hvad der skulle ske.

One down, more to go....

 

Ps - jeg har fundet ud af hvordan jeg vender billederne, hurra!

Første indlæg i 2019

En gang imellem forvilder min iPad sig hen i sofaen. Jeg bruger den oftest til at vise yoga med Adriene (det tager vi en anden dag), og helst ikke andet. Jeg ved at hvis jeg forvilder mig ind på Pinterest, sidder jeg fast i timer. Jeg har forsøgt at skære ned på min dimsetid med skærme, og det er lige med at finde det forbrug og de sider der giver mest kvalitet og glæde. 

Den anden dag hoppede jeg så ind på Feedly, og så at Angelika  havde postet et indlæg. Hun skrev blandt andet at blogverdenen var blevet lidt kedelig. Og det inspirerede mig til at finde min egen blog frem... Hold da op, hvor er det længe siden jeg var her sidst! Det er ikke fordi jeg ikke har noget at vise, eller for den sags skyld sige.

Jeg har brugt en del tid på at gå i tomgang på Facebook - nu er den fase vist udlevet. Jeg synes der er så utroligt meget negativ snak, og jeg har da også lært at manøvrere rundt og undgå at blive irriteret over negativiteten. Nu bruger jeg kun FB til at holde kontakt og holde mig orienteret om hvad der sker i mit boligområde.

I stedet bruger jeg så tid på Instagram. Der er så meget inspiration at finde, men det er ikke den bedste flade til brug af mange ord. 

Så måske er det nu tid til at genoplive bloggen. I dag er perfekt: det er Oskars fødselsdag, vejret er noget hø, og ingen af os gider noget som helst. Lige nu bager hr mand og ungfrøkenen kanelsnegle, Oskar spiller ps4 og glæder sig til at vennerne kommer til overnatning. Tidligere tog vi i Tivoli på dagen med 3 af hans venner, men han proklamerede for et par uger siden at det gad han ikke mere. 

Nu tager han af og til selv derhen med et par venner, så det magiske er nok gået af den oplevelse.

 

Jeg sidder i stolen i karnappen og strikker på Sanne Fjallands lace cardigan. Materialer blev indkøbt sidste år på Saltum uldfestival, som var en rigtig fin oplevelse. Det gør jeg gerne igen, det behøver ikke at være hvert år - der skulle jo gerne være tid til at få projektindkøbene kringlet om til et færdigt produkt.

Jeg blev færdig med bullen i rib og lace efter et par uger med strik i toget. Lacemønsteret voldte mig virkelig kvaler i starten, jeg troede aldrig at jeg ville kunne få det til at glide uden opskrift, og overvejede at tegne det op som en tatovering på min håndryg. Men pludselig så jeg lyset og så kørte det bare.

Nu skal jeg lige lave de to ærmer i glatstrik, så er det tilbage til lacemønsteret.

Jeg er begyndt at tage toget et par gange om ugen, dels for at aflaste min svangsene i højre fod, der stadig giver problemer, dels for at give mig selv en afslappet strikkestund og ikke mindst for ikke at køre over det tilladte km-forbrug på den leasede bil. Jeg har fået lavet så mange ting færdige og genvundet min glæde ved at nørkle. Det er ikke altid lige fedt at være med offentlig transport pga aflysninger, elevatorer der er ude af funktion og den manglende plads i cykelvognen. Jeg tager ellers afsted megatidligt men det gør de andre også, måske fordi prisen pr vej 10kr lavere. Det løber op i 100kr på en uge. Tager jeg med toget 10 min senere er det myldretid, men til gengæld er pladsen rigtig god i toget. 

Hvis jeg lod cyklen stå i Hillerød ville to af problemerne være løst. Måske skal jeg have mig en cykel til fritidsbrug. 

Nu prøver jeg lige at lægge et billede eller to ind. Og så tænker jeg at der fremover kommer et indlæg med jævne mellemrum, som i et par gange om ugen

 

Optur, nedtur, optur...

Min aktivitet her på bloggen følger mit hverdagsliv. Er der kaos, og det er der ofte pt, er der ikke overskud til ret mange ting, hverken samvær med andre, løb, yoga, eller rengøring. Jeg falder omkuld på sofaen og stener. Ikke engang et strikketøj har jeg overskud til at gå igang med.

Mit strikkeslæng og jeg tog til Saltum Uldfestival i forsommeren, og der købte jeg ellers et kit til en stribet trøje fra Garngaragen, og garn til en fin Sanne Fjalland cardigan. Men jeg er ikke kommet i gang med nogen af dem. Man skulle ellers tro at det var lige til at gå igang med, når beslutningen om farve og garntype var taget. Men nej.

Jeg har gransket min sjæl for at finde ud af hvorfor der er denne opstartsblokering, og kom frem til at der nok var negative vibes fra de ting, der lå rundt omkring i mit lille hjem og kun manglede ganske lidt i at blive færdige.

Erkendelse fører dog ikke nødvendigvis til aktion. Man kan opfinde mange overspringshandlinger; jeg er i hvert fald rigtig god til det. Broderiet var en god overspringshandling, for der er ikke så mange ufærdige ting i den kategori i mine bunker. Troede jeg.

Jeg ville gerne igang med noget sortsyning, og havde lånt en bog på biblioteket med mønstre. Jeg har endda fundet inspiration til et projekt i en facebookgruppe (Broderi for sjov). Men så var det at jeg kiggede lidt dybere i min broderiskuffe for at finde et stykke hørlærred, der var stort nok.

 

Og der fandt jeg et juletræ, som jeg ved at jeg startede på mens jeg læste på universitetet, og vist også mens DalleValle stadig havde butik i Århus.... tror broderegarnet var købt der. Det er nemlig ikke originalt DMC garn, men en billig kopi. Nu er det gjort færdig, og så kan jeg så tænke over hvad det skal bruges til. Skal jeg sætte det i en passepartout og bruge det som julekort? Eller skal jeg sy det ind i et pudestykke som jeg sender til min mor?

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 I samme skuffe ligger der fire dækkeservietter. De tre er færdige, men den sidste er jeg ikke kommet så langt med. Dem startede jeg på I 1989. Jeg broderede lidt på dem i de år vi boede i Amsterdam; de kom frem ved juletid og var en passende køretursadspredelse. Allerede dengang havde jeg mine tvivl om jeg nogensinde ville kunne få dem i brug, for med små børn er hvide dækkeservietter ikke det smarteste.

Det er nok den tvivl der har sat færdiggørelsen på standby. De er supersøde, men hvornår skal jeg bruge dem, og nu er vi jo ikke længere kun fire, men fem.... jeg har overvejet om jeg kunne sy dem ind i noget andet.

Nu tror jeg bare at jeg broderer den sidste færdig. Og så kan de komme på bordet, når vi spiser morgenmad eller andet, der ikke efterlader umulige pletter. Hellere det end at de ligger og mørner i en skuffe.

 

 

 

 

 

 En ting jeg har fået færdig, næsten, er den lille nålemappe. Her er den vist inden jeg syede for og bagstykke fast.

Jeg kom til at sy elastrikken for stramt på, fordi jeg ville have at hullet til en knap, som jeg alligevel ikke syede på, kom til at side midtpå. Og skævt blev det også. Så måske i dag tager jeg den lille saks og får flået de sting op, der holder på elastikken i den ene ende, syr den fast og syr også den røde knap på, bare som pynt.

Elastikken holder mappen sammen, så saksen ikke falder ud og klipper ting op. Det trick har den lille møgsaks nemlig lavet før, hvor den klippede i et virkeligt flot hårspænde bestående af 2 kamme holdt sammen med elastiske perlekæder. Det kunne være jeg skulle skifte elastikken I det hårspænde....

 

Der ligger faktisk et par broderiting mere. Det må blive en anden post.

Op på hesten igenigen

Sørme jo, der er et indlæg!

Efter en lang periode med meget arbejde, en dagligdag der ikke var blevet nemmere af at skønjomfruen nu bor på Amager og mangel på noget ordentlig elektronik, har jeg nu snupset min arbejds-pc med hjem. Så længe jeg ikke lægger private billeder på den, og ikke ytrer mig ekstremt, går det nok.

 

Det er meget nemt lige at smække et indlæg op på Facebook og Instagram, men det er også meget overfladisk og kort. Jeg savner min blog. Så nu prøver jeg om ikke det virker denne vej.

 

I dag er jeg hjemme med en ordentlig omgang snot, og jeg har fået selskab af Oskar. Skal det være, så kan vi i det mindste være synkrone. Og som sædvanlig passer det med at hr mand skal ud at rejse. Jeg er bare ikke gode venner med karma.

 

Der er meget at få sat ord på, men det skal ikke altsammen ud idag. I stedet vil jeg vise det, som jeg har puslet med de sidste par uger.

Jeg ville gerne have en ny nålebog til mine monterings/broderinåle, da den gamle var blevet ret nusset. Den har også en del år på bagen, her er indlægget fra januar 2006.

Samtidig havde jeg en ferieuge i sommerferien, hvor Oskar var på ferie hos farforældrene, og jeg kunne slå mine folder som jeg ville. Så jeg gik i gang med at kringle Fies gamle værelse om til et kombineret sy og gæsteværelse. Jeg brugte lang tid på Pinterest til at finde dækken til symaskinen; selvom den har en kasse, kommer der støv ind foroven ved håndtaget. Så et lille dækken til den, og til min overlocker, hvis plasticcover er sprækket hid og her, det var planen.

Siden udvidede Pinterest min ønskeliste med et lille sofaarmlænsetui, der kunne holde min saks, de løse hæklenåle og de nåle jeg altid ender med at tabe ned i en sprække, når de ikke sidder i armlænet.

Og en nålepude til symaskinen. og en ny dejlig nålepude - underligt nok har Oskar ikke kreeret sådan en i skolen.

Det udmundede altså i en ny nålemappe. eller måske rettere to, for jeg skal jo have både en til mit monteringskit - og en til min broderiskuffe.

I broderiskuffen fandt jeg det mønster på en biscornu, jeg havde downloadet for længe siden hos Satsuma street. Jeg kom til at tænke på de søde "little Italy/Rome/Paris" billeder hun også havde haft og måtte lige omkring hendes hjemmeside. Jamen, så var den jo eksploderet i nye projekter!

 

Et af dem kunne jeg bruge til min nålemappe, og når man har et velassorteret lager, går man straks igang. Den første appeltron (eller måske den anden, for her er den første appeltron) blev færdig. Åh den var pæn.

Så pæn at jeg var nødt til at fortsætte hele vejen rundt, og lave bagsiden også.

Broderi er dejligt at sidde med på de tropehede sommerdage vi har haft I 2018. Jeg fik genset hele Bones serien. Og pludselig var min nålepude færdig. Omend af en anseelig størrelse, der passer bedre til mine nipsenåle end til synåle. De har også fortjent at få bedre plads, når de nu står fremme. 

 

Men så er der jo basis for at lave elefant-biscornu nålepuden i en anstændig størrelse. Og en nålebog. Jeg kommer nok til at genbruge appeltronen, for jeg bliver så glad af se på den. Og så må jeg finde et andet mønster til min monteringsnålemappe. Måske en stribet sok... uh.... skulle jeg lige checke Pinterest...

 

Farverne jeg har brugt er DMC:

syg grøn 472

isblå 598

mellemgrøn 988

postkasserød 606

mørkere rød 321

kødpølsefarvet 352

ikkeforgul 743

orange 741

lyslilla 210

brun 838

hvid/sort

rosa 603 (kun på undersiden)

8 trade per cm hørlærred (fra - hold nu fast - 1978)

og biscornuen måler omtrent 16.5 cm fra spids til spids.

 

 

 

En lillebitte tjeneste

Jeg kom jo på Facebook for et par år siden. Jeg havde på forhånd en mistanke om at det ville betyde tidsspilde i hobetal. Og ja, det var da også det der skete. Ligesom da jeg fik adgang til Pinterest. Og da jeg fik adgang til Ravelry. Nyhedens interesse er stor i begyndelsen. 

I dag er det mere en overspringshandling, et kedsomheds-checkin, et "hallo... Er der nogen der er i live?" Et fjernsyn uden programoversigt. Man kan vælge at lade være med at læse kommentarerne til diverse indlæg, som ikke er oprettet af nogen man kender. For at læse dem er er da ligesom at løfte en sten hvorefter alskens kryb fistrer rundt. Hold nu da op, der er nogen brokministre og jantelovshåndhævere imellem. jeg bruger det efterhånden mest til at se om "der er noget", helt i Niels Hausgårds ånd: så klæder hustruen manden ud og sender ham en tur rundt om huset for at se om der er noget.

Det er der sjældent. Istedet bliver jeg så fanget ind af en flok stinkdyr på tur eller en odder i et badekar eller... 

Jeg prøvede så at melde mig ind i diverse grupper. Den ene er godt nok meget aktiv. I starten var jeg ved at få flip over at hvert eneste indlæg startede med "Så fik jeg..."

jo lige lavet en sofapude/dækkeserviet/klippet stof/ryddet op/købt...

Efter et par uger så jeg det ikke mere.

I den pågældende gruppe dukkede pludselig en forespørgsel op, om hjælp til at færdiggøre et projekt. Sjovt nok var det en kollega, der netop var vendt tilbage efter 1 års barselsorlov. Jeg tilbød at kigge på det. Det er et meget sødt projekt, men også ret ambitiøst taget i betragtning at hun ikke kan sy. 

Hun har tegnet familiens hænder af og limet på forskellige stofstykker. Nu skulle de så bare fæstnes, felerne syes sammen og så skulle der bagstykke og lukkekant på.

I påsken fik jeg zigzagget rundt langs alle hænderne. Det tog sin tid, for der skulle vendes meget roligt og forsigtigt i fingerspidser og mellemrum. Men til sidst kørte det, omend jeg fik hulens ondt i min lille fod. Jeg er og bliver højrefodet.

Nu skulle de så syes sammen, men da jeg begyndte at måle op, kunne jeg se at der ville være brug for en horizontalrække der var kortere end de andre (28 cm), en der var længere (30 cm) og 2 rækker med 30 cm. For oldefars hånd fyldte pænt ud på stoffet, og nogle af de øvrige var klippet smallere. Og vertikalt, måtte en række være 25, en 22.5 og de øvrige 23, igen fordi de store hænder fyldte godt til, og andre var klippet smallere.

 

Så jeg brugte en aften på at måle, lægge op, finde den rigtige kombination og skære til.

 

I Hillerød er der en dejlig stofforretning, der ikke er en Stof2000/Stofogstil, og hvor de har lidt anderledes stoffer. Her fik jeg dels en tekstilpen - for jeg ved ikke om hun har brugt en vaskeægte pen - og et par forslag til lukkekanter med henholdsvist et grønt eller et lilla kantebånd. (Har I lagt mærke til hvor mange der "bøjer" lilla i flertal, feks de lillae blomster? Har dog heldigvis ikke hørt "et lillat bånd")

Lige da jeg skal forlade butikken kommer jeg i tanke om at jeg da også lige skal se deres fleece, for jeg ved jo ikke om hun vil have syntetvat i, eller måske et lidt tungere fleece. Butikken havde så to farver fleece OG endda et par færdige tæppeeksempler. Det kunne vi lide.

 

I denne weekend får jeg så tegnet teksten op. Jeg forsøgte først at brodere et B med fladsting og et E med kædesting. Det tog henholdsvis 30 og 20 minutter. Der er mindst 240 bogstaver, så det ville tage 120 timer - DET har jeg hverken tid eller lyst til. I løbet af næste uge kan jeg nok få syet de 16 felter sammen, og så må jeg se om ikke jeg kan komme forbi stofforretningen igen i næste-næste uge. Denne her uge er med ukendt ta-hjem tid, måske 18.30ish. Sådan er det bare, det er det jeg får min løn for.

 

Jeg har fundet diverse stofrester frem til at lave æblegrydelapperne fra HappyScrapsewing, de ligger nystrøgne og venter på at vi kan lege.

Og så er der alle de øvrige halvfærdigeprojekter, der venter på Fies gamle værelse, nu bedre kendt som mit projektmausoleum. Mit mål for 2018 er at få fuldført så mange af dem som muligt.

Sendt fra min iPad

Det er i dag et vejr

Og jeg har vasket vinduerne på altanen. Kaninen syntes det var noget af det mest interessante og hvirvlede rundt om fødderne på mig, når jeg trådte ned fra taburetten. 

Jeg gider ikke tage resten af vinduerne i lejligheden lige nu, for jeg må ud i det dejlige vejr - måske for at købe hyacinter. Eller et par stedmoderblomster. 

Oskar er genopstanden efter en dag med knæk og bræk. Den lille stakkel kan knække sig som ingen anden, og noget tyder på at det er når han får bare den mindste streg feber. ØØØØØØØØrk, lyder det så selv den største og prægtigste søløve eller søelefant ville trække sig i skam.

Fie er hjemme hos mig, og hun skal godt nok med ud i solen. Hun har det ikke så godt pt, nok en eftervirkning af flytningen. 

Jeg skal omkring Pandurohobby og købe en lille smule til et projekt jeg er ved at færdiggøre for min nu tidligere kollega.

Jeg har haft en virkelig hård og krævende arbejdsuge, og en aften kom jeg først hjem ved 20-tiden. Normalt ville jeg vælte omkring på sofaen, men jeg havde så meget brug for at koble af. Så jeg fik skåret alle stofstykkerne til det før omtalte projekt og lagt dem op i den rigtige rækkefølge. Faktisk kom jeg ikke i seng før midnat, hvor mit spritnye TV (som er så smart at jeg næsten ikke kan finde ud af det) pludselig skrev at om 5 minutter slukkede det. Det har åbenbart en indstilling der gør at når jeg har været stille på en kanal i 4 timer, slukker det. Godt så.

 

Den anden aften ville jeg se Netflix, men jeg kunne simpelthen ikke få et billede frem. Der blev bare ved med at køre sådan en rød cirkel. Lydsiden var der til gengæld, men det er ikke ret mange film, der gør sig som radiolydspil. Jeg ringede til en ven, der også er IT mand. Og han gav mig det ultimative IT svar: har du prøvet at genstarte? Det gjorde jeg - og så virkede det.

 

Nu - op på cyklen!

Lige nu - anno 2018

Udenfor mit vindue er der snevejr. En blid snestorm, med fin sne, der ikke lægger sig i lag, men forsvinder med det vuns. Mine tre små urtepotter med en lilla hyacint, nogle tulipaner og et par perlehyacinter står ude på altanen. Blomsterne er ikke sprunget ud endnu, og når de gør, trækker de i mig og fortæller at jeg bør vaske vinduerne og gøre forårsrent derude.

Den tid, den glæde.

Jeg tænker på at jeg gerne vil være mere aktiv igen som blogger. Og at den shitstorm Facebook er kommet i, nok vil puste liv i bloggeriet igen. Instagram er jeg da også kommet på, men det er lidt ligesom at bladre i et kulørt magasin hos frisøren.

Jeg er taknemmelig for at Sofie har fået sin egen lille lejlighed. Vi er endnu ikke så afklarede med flytningen; dels mangler vi stadig at ordne et par essentielle ting (mere lys, en ovn, fjernsynsopsætning), og dels kender vi ikke personalet. Som i overhovedet ikke. Det gør det svært at føle trygheden i at der er nogen hun kan tage fat i, når angsten kryber ind i sjælen. Hun gør det selv. Tager fat i personalet. Men de sms'er hun samtidig sender, gør os urolige, og vi er tilbage på det latente stressstadie, hvor man er parat til at smide alt hvad man har for at samle hende op, gøre hende tryg, puste der hvor det gør ondt.

I køkkenet er der vasket op og gjort rent. Det er lidt storladent at kalde det køkkenet, når nu stue og køkken går ud i et. Jeg insisterer dog selv på at den gulvbræmme der er mellem køkkenskabene og spisebordsgulvtæppet, markerer grænsen mellem køkken og spisestue. Lidt kongelig har man vel lov til at være. I går fik jeg afrimet fryser og køleskab (jep, der sad en giga frostklods på bagvæggen af køleskabet; det sker når fryseren er for fuld). Samtidig fik jeg smidt alle de datooverskredne fast-inventar-flasker ud, I ved - soyasovs, teriyaki, oystersauce, tahin... Ud,ud,ud...

Jeg er klædt i sort. Men faktisk kommer der mere og mere farve i min garderobe. Verden er i farver.

Jeg laver smoothies til os om lidt. Jeg købte forskellige bær på et tidspunkt og frøs dem ned i portioner, så der lige er til to smoothies. Så skal jeg bare altid have mandelmælk eller rismælk stående i skabet, og vupti; smoothie. Oskar vil nok ikke sætte pris på den med broccoli, så den tager jeg selv til morgenmad imorgen.

Jeg skal ingenting udenfor lejligheden skærtorsdag og langfredag. Jeg skal rydde op, basisrengøre, og så skal jeg flytte lidt rundt på møblerne på Oskars værelse. Og så skal jeg sige farvel til den lilla kommode. Jeg klunsede den til storskrald, malte den lyserøde farve over og satte fabelagtige blingbling facetkugler på. Dem piller jeg af igen, man kan altid bruge et par blingbling kugler et sted.

Jeg læser en del i øjeblikket. Jeg har også indkøbt en bedre notesbog (med korkomslag, fra Arnold Busck). Den har sådan nogle fortegnede prikker, ligesom Leuchtturm notesbøgerne. Så har jeg skimmet Pinterest for bulletjournalideer, for jeg må jo indrømme at det betyder vildt meget for entusiasmen at man sætter prikker/krydser i et pænt skema.

I min lille korkbog er der lavet 3 boghylder og pt er der 4 læste JoJo Moyes bøger på hylden. Og 9 forslag til bøger jeg har lyst til at læse.

Jeg håber at den frihedsfornemmelse/lykkefølelse, der bobler over i min krop pt, kan få lov til at blive boende. Det er lidt som at blive inviteret tilbage til livet, at der er nogen andre, som kan give Fie den støtte og hjælp der skal til. Vi var slidt helt ned.

Jeg hører også en del musik. Hr mand viste mig hvordan jeg fik apple music, og nu høvler jeg igennem gammel 80'er og 90'er musik. Derfor nummeret fra forrige indlæg.

Rundt om i huset - vi taler dog kun om Casa Marsvins 85 m2 i et plan, ligger der små bunker af projekter, der skal gøres noget ved.

I soveværelset ligger der stofrester brugt til puder hos hr mand - jeg tror der skal laves et penalhus, et net, et saksefutteral...

På Oskars værelse er der et skab der blev til overs fra Fies værelse. Det er der indholdt fra den lille kommode flytter ind.

I stuen flyder mit hækletøj i hele sofaen.

I spisestuen ligger en sort-grå stribet kjole og venter på at jeg får broderet røde blomster på den nederste del.

I gangen ligger en hylde fra Ikea, som blev tilovers. Jeg orker ikke lige Ikea denne weekend. Eller den næste. Heldigt at de bytter så længe.

På badeværelset ligger vasketøj i bunker. Jeg troede maskinen var stået af. Heldigt nok fik jeg en klækkelig bonus i februar, så der er overskud til en ny maskine. Men så kom jeg i tanke om filteret - og da det var renset, kørte maskinen upåklageligt igen. Så istedet vil jeg købe et nyt TV. Jeg savner Netflix.

En af mine yndlingsting er de Rosalinda kopper med Wiinblad mønster som jeg fik i fødselsdagsgave. Kaffen er bare bedre i de kopper.

I løbet af weekenden skal jeg sy et patchworktæppe for en kollega. Hun har tegnet hænder af hele familien op og limet på, og jeg skal så applikere og sy sammen. Jeg har ikke prøvet at applikere med den nye symaskine, men den kan så mange fine ting.

Af billeder jeg har lyst til at dele - uha der er mange. Så her er en påskekanin til en start

Livet kom og tog mig tilbage igen...

 

 

Bøger

I starten af året begyndte jeg på en art bulletjournal, nok mest bulletjournal light. Der er mange fine versioner på Pinterest, men min er meget mere simpel. For mig er det ikke så vigtigt lige nu med snirklesnørklekrummelurer og mønstre som man sirligt tegner og dekorerer med -jeg har bare brug for et sted at lave lister og microplanlægge. Jeg har da en kalender, men den holder en overordnet styring af ting som er planlagte/skemalagte, og som gerne involverer familien.

 

Min listesamling involverer kun mig, og indeholder det jeg lige ryster ud af mit hoved. 

Der er dog et element af kalender inde over, for jeg har jo en plan for hver uge ifht rengøring. 

Nu er der så også en ugentlig “smid 5 ting ud”, hvor jeg forsøger at skille mig af med overflødigheder.

så får jeg en lille stjerne. 

Der er hør en podcast, jeg har slet ikke haft tid det sidste halve år. 

Og bøgerne.... lige efter min fødselsdag kiggede jeg forundret på den stabel jeg havde lagt frem. Bøger jeg havde ønsket mig i have og gerne ville læse ved lejlighed. Der kunne nå at komme mere end et fint lag støv derpå hvis jeg fortsatte med ikke at læse.

nu har jeg en ugentlig “ læs en bog”, og  både første og anden bog er læst. Begge Jojo Moyes, Somneren jeg mødte dig og 1+1. Den første holdt fint henover januar, mens nr 2 var fortæret på en uge. Resten af måneden står på et kapitel eller 2 i Modne Kvinder. Det er en mastodontbog!

 

og så er der listerne...